fbpx

Meydan: Sort Super Saturday

De fire skandinaviske deltagere på Meydans Super Saturday endte alle udenfor præmierækken. Den hårde konkurrence under generalprøven til World Cup-dagen bød på trænerdominans af Satish Seemar og Charlie Appleby.


Bent Olsen-trænede Grey Flash var første skandinaviske kandidat i aktion.

The Factor-sønnen leverede i grunden en solid præstation over de 1900 meter dirt og sluttede som ottende i det 15 heste store felt, hvor han var slået med lidt over 20 længder af vindende Emblem Storm (English Channel).



Endnu sværere blev det efterfølgende for Susanne Berneklints I Kirk (Eishin Dunkirk), der efter sin sædvanlige gode start hurtigt mistede sit momentum i Mahab Al Shimaal (Gr.3).

Allerede ved indgangen til opløbet gik det alt for stærkt for den svenske hest, som til slut blev taget roligt op af Carlos Lopez og blot havde en enkelt af de 13 konkurrenter bag sig i mål.

Mahab Al Shimaal gav en double til Satish Seemar, der vandt med Wafy (Dubawi) foran Leading Spirit (Exceed And Excel). Seemar sadlede også de to første gennem mål i Al Bastakiya (L), hvor Tuz (Oxbow) var anden bag Emblem Storm.

I Kirk var slået med 15 længder af Wafy.



I Gruppe-2-opgøret Dubai City Of Gold over 2410 meter græs endte Niels Petersens Privilegiado (Sea The Moon) ottende og lige foran Bent Olsens Learn By Heart (Frankel).

Sejren i City Of Gold tilfaldt Charlie Appleby-trænede Loxley, der blev redet til sejr af Mickael Barzalona.

Både Barzalona og Appleby havde en stor Super Saturday.

Barzalona havde lige forinden vundet Gruppe-1-opgøret Maktoum Challenge R3 med Matterhorn (Raven’s Pass), mens Appleby sadlede de tre første heste gennem mål i dagens andet Gruppe-1-løb, Jebel Hatta.

Jebel Hatta blev vundet af Barney Roy (Excelebration) og William Buick foran staldkammeraterne Magic Lily (New Approach) og Spotify (Redoute’s Choice).



Umiddelbart gælder det nu bare hjemrejsen for de skandinaviske Dubaifarere, som boarder flyet mod København på tirsdag den 10. marts.

Eneste navn der endnu kan være i spil hvad angår en start på World Cup-dagen den 28. marts er Niels Petersen-trænede Square De Luynes, som endnu ikke har startet under årets Carnival.

“Han er endnu et par uger fra at nå topformen, og som det ser ud nu, følger han med de øvrige heste hjem på tirsdag – men vi ved ikke hvad Dubai Racing Club har tænkt sig endnu”, udtalte Niels Petersen i et interview forud for lørdagens Dubai City Of Gold (Gr.2).

Skulle Square De Luynes få en invitation til enten Dubai Sheema Classic (Gr.1) eller Dubai Turf (Gr.1), er det derfor ikke helt umuligt, at Skandinavien alligevel får en deltager med på World Cup-dagen.


Resultater og øvrige repriser: Meydan, lørdag 7. marts

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top