fbpx

Meydan: Masser af skandinaviske navne meldt til på fredag

Der er tilmeldt potentielle skandinaviske deltagere i fem af de syv programsatte opgør den kommende fredag eftermiddag på Meydan, hvor bl.a. King David og Duca Di Como står foran deres sæsondebut.


Den Stutteri Stork-opdrættede Gruppe-3-vinder King David. Foto: Niels Peteren.

Karin Sallings 7-årige King David (Elusive City) er meldt i både Zabeel Mile (Gr.2) over 1600 meter græs og i Zabeel Turf (L) over 2000 meter.

Den danskopdrættede hingst er det næsthøjest handicappede navn på listen i Zabeel Turf og nummer fire i Zabeel Mile.

Nina Lensvik har også dobbeltmeldt Suspicious Mind (Appel Au Maitre), der står med næsthøjeste vægt Al Khail Trophy (L) over 2810 meter græs og som nummer fire i rankingen til det førnævnte Zabeel Turf (L) hvor han altså kan komme til at møde King David.

Starter Suspicious Mind i Al Khail Trophy (L), kan han til gengæld atter løbe ind i Cathrine Erichsen-trænede Master Bloom (Master Bloom).


Elione Chaves i stalden på Meydan med Cathrine Erichsen-trænede Duca Di Como. Foto: Privat.

Cathrine Erichsen har også fundet en på papiret perfekt opgave for sin topmiler Duca Di Como (Clodovil), der med sin OR på 108 deler rankinglistens førsteplads i et udskrevet opgør over 1400 meter dirt.

Endelig bliver der nærmest med statsgaranti tale om en start for Kahlil De Burcas 3-årige Uchchaihshravas (Cotai Glory), der er blandt de kun fire forhåndstilmeldte hopper i UAE 1000 Guineas (L).

Uchchaihshravas startede kun en enkelt gang som 2-årig i fjor, hvor hun på Bro Park pulveriserede al modstand og aflagde sin maidentitel med seks længder.

Der starterklæres onsdag morgen til fredagens løb på Meydan.

Se anmeldelserne hér.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top