fbpx

Klassisk triumf markerer Neuroths 50 års jubilæum som træner

Det er nu nøjagtig 50 år siden, at Wido Neuroth i september 1972 fik trænerlicens på Øvrevoll, og det kunne ikke markeres bedre end med en klassisk triumf i ITM Dansk Oaks. Hér var Sea The Stars-datteren Sea Lodge sine konkurrenter overlegen og vandt med trænersønnen Jan-Erik afstoppet med fem længder foran Precious og Waikiki.



Fra start var det nøjagtig som i Dansk Derby Consolation en måned tidligere Elkær Stutteris Precious (Gleneagles) der tog hånd om føringen, alt imens Jan-Erik Neuroth sørgede for at guide Sea Lodge godt og sikkert rundt i hoppens første start på Klampenborgs græs.

Sea Lodge havde fortsat en del længder frem ved indgangen til opløbssvinget, men Neuroth valgte den korteste ved rundt og allerede i starten af opløbet havde parret reelt afgjort ITM Dansk Oaks.


Sea Lodge og Jan-Erik Neuroth på vej mod en overlegen triumf i ITM Dansk Oaks foran Precious og Waikiki. Foto: Burt Seeger.

Sea Lodge fik marchordre og fløj væk fra de slagne konkurrenter. Precious holdt sikkert ved til andenpladsen foran Waikiki (Mastercraftsman), hvorefter de sidste præmiepenge tilfaldt Wide Awake (Appel Au Maitre) og Rachini (Giant Sandman).

Førstepræmien i ITM Dansk Oaks var 150.000 kroner værd for Stall Perlen, der købte Sea Lodge for 110,000 guineas på Tattersalls October Yearling Sale Book 1 gennem Peter & Ross Doyle Bloodstock.

Årets danske Oaks-vinder er femte vindende afkom ud af Fraloga (Grand Lodge), som selv vandt to gange og var anden i Prix Hubert de Chaudenay (Gr.2) og tredje i Prix Marcel Boussac (Gr.1).


Jan-Erik Neuroth i bøjlerne på den overlegne Oaks-vinder Sea Lodge. Foto: Burt Seeger.

Fraloga, som desuden er mor til to Listed-placerede søskende til Sea Lodge, er selv halvsøster til Grand Prix de Saint-Cloud (Gr.1)-vinderen Fragrant Mix (Linamix), Prix Jean Romanet (Gr.1)-vinderen Alpine Rose (Linamix) og andre Gruppe- og Listed-vindere som Fracassant (Linamix) og Fascinating Mix (Linamix).

Det var blot karrierestart nummer seks for Sea Lodge, der indledte karrieren i foråret med en 11. plads over 2000 meter græs i Tyskland. Derefter aflagde hun sin maidentitel på Jägersro og var anden bag Askungen (El Kabeir) i Svenskt Oaks Trial, inden hun endte uplaceret i Svenskt Derby.


Jan-Erik Neuroth efter sejren med Sea Lodge i ITM Dansk Oaks. Foto: Burt Seeger.

I sin første start på græs siden Tyskland var hun senest anden i Norsk Derby bag Hard One To Please (Fast Company), og nu kan hun altså kaldes for Oaks-vinder.

Det var i øvrigt anden søndag i træk, at Stall Perlen kunne modtage en salgsvoucher på 2,000 euro fra ITM, idet sidste søndags Amacitalöpning også gik til de samme norske forbindelser med 2-årige Starlight Song (Starspangledbanner).


Morten Buskop tog på vegne af Stall Perlen imod sejrsdækken og ITMs voucher på 2,000 euro af Alex Cairns. Foto: Burt Seeger.

Wido Neuroth havde ikke vundet et løb på Klampenborg siden 2009, og trænerens seneste klassiske triumf i Danmark var kommet året forinden, da Stall EOS’ Distant Star (Highest Honor) vandt Dansk Oaks i hænderne på Fernando Diaz.

I øvrigt med nøjagtig samme afstand til andenhesten som Sea Lodge.


Jan-Erik Neuroth sammen med ITMs Alex Cairns efter Oaks-sejren på Klampenborg. Foto: Burt Seeger.

Niels Petersen-trænede Precious, der både er ejet og opdrættet af Elkær Stutteri, fik Dansk Galops ejerbonus på 25.000 kroner oveni andenpladsens 75.000.

Årets Oaks-2’er er ud af storløbsvinderen Zarzuela (Singspiel), der selv var fjerde gennem mål i 2013-udgaven af Dansk Oaks, og Elkær Stutteri har opdrættet på denne hæderkronede moderlinje siden første halvdel af 80’erne.

Først med Candy (Caliban), der siden blev mor til Candlelight (Quilted), mormor til Singita (Diaghlyphard), oldemor til Zarzuela og tip-oldemor til Precious.


Oaks-feltet på vej ind i tribunesvinget med Precious forrest. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top