Reaktioner fra lørdagen i Klampenborg, hvor Bent Olsen sadlede tre vindere og hjemførte en klassisk double, mens Marc Stott fik karrierens første Listed-sejr som træner.
Træner Inge Mette Dejgaard fik en forrygende start på løbsdagen med to sejre på stribe. Først gav Bayonet sin rytter, Cecilie Sjørup-Johnsen, karrierens første sejr på hesteryg, og dernæst tog Reel Quest sin anden sejr på stribe for Ina Veronika Toverud.
Om de to sejre sagde træneren:
”Jeg er ikke overrasket over Bayonets sejr. Sidste år løb han i Klasse 3, i dag var han ude i Klasse 5″.
”Vi har fået en skøn start på sæsonen, det var anden sejr i år til Reel Quest, så vi går efter titlen som Årets Handicaphest i Klampenborg”.
”Mr Oban tabte pludselig aktionen men han fandt sig selv, og til slut blev det ganske sikkert”, konkluderede Elione Chaves efter at have vundet med Hans-Inge Larsens 4-årige Lilbourne Lad-søn.
Chaves vandt senere hen også med både Queen Estoril og Talisman.
Efter dobbelttriumfen i Mowerinaløb sagde championtræner Bent Olsen:
”Queen Estoril gjorde præcis som jeg forventede. Hun er bedre end dagens konkurrenter, og det er klart, at det føles dejligt med en dobbeltsejr i et klassisk løb. Queen Estoril er også meldt her på banen i Dansk Oaks, men nu sigter vi først og fremmes mod Dianalöpning”.
”Det kom heller ikke spor bag på mig, at at Monza blev anden til Queen Estoril. Jeg havde sagt det forinden, men folk troede ikke på mig. Hun er meldt i Jyllandsløbet, men som banen var i Århus i fredags håber jeg, at hun slipper for løbet – men det skal jeg først diskutere med ejeren”.
”Jeg er meget tilfreds med Reet Petite, som viste, at hun var forbedret i forhold til årsdebuten. Hun er meldt i Dianalöpning, men jeg ved ikke lige nu og her om hun starter inden”, berettede Hans Adielsson om hoppen, der sluttede tredje gennem mål i Mowerina.
En fjerdeplads til Tante Tove og sidsteplads til Queen Lilly blev facit for Karin Sallings heste i Mowerinaløb. Opvisningen af King David dagen forinden sad stadigvæk på nethinden under Klampenborgs løb.
”Det var helt forrygende. Jeg har nu ni heste i træning hos Marc Stott, det er vel lige i overanten synes du ikke?”, grinede Karin Salling.
Den tidligere Mowerina-vinder Funny Legends datter, Appel La Legende, formåede ikke at gå i moderens fodspor, og hun sluttede uden for præmierækken. Træneren Wido Neuroth var på plads i Klampenborg.
”Det begyndte godt, men kræfterne slap nok op. Jeg har endnu ikke tale med jockeyen”, sagde Wido i minutterne efter løbet.
Bent Olsen fulgte op med en ny 3-årssejr, da Ingelise og Tony Saunders’ Lea aflagde sin maidentitel under Marcos Robaldo.
”Lea viste, at hun står distancen. Hun er meldt i Jyllandsløbet, men er usikker startende. Banen derovre var fyldt med huller i går (fredag, red.), og jeg skal ikke starte heste på en sådan bane igen. Jeg skal tale med ledelsen inden startanmeldelserne”, oplyste Bent Olsen.
Marc Stott fik sin hidtil største præstationsmæssige skalp som træner, da Ginmann slog den ældre elite i Dansk Jockey Club Cup (L).
Vel at mærke efter en løbspause siden slutningen af juni i fjor.
”Det var super flot af Ginmann og det er klart, at det frister at gå udenfor Skandinavien med ham på et tidspunkt, men foreløbig bliver vi her i Skandinavien. Først gælder det Pokalløb i Klampenborg og derefter Stockholms Stora Pris på Bro Park”, sagde Stott efter sejren.
Karmastrikesback var fjerde i Dansk Jockey Club Cup, alt imens staldkammeraten Suspicious Mind blev hjemme i Sverige.
”Suspicious Mind starter nærmest over enten 2400 meter på Pramsdagen i Sverige eller i et løb vi har fundet til ham i Tyskland. Vi overvejer fortsat hvor”, sagde hestenes fælles ejer, danske Nils Jansson.
Tredje dagssejr for både Bent Olsen og Elione Chaves kom med Lone Kaj-Nielsens 4-årige Talisman, der som helbror til Brownie altid har haft enorme forventninger knyttet til sig.
”Talisman løste sin opgave som han skulle. Han mødte langt bedre heste i fjor end dem han var ude mod i dag. Det har været en god dag med tre sejre til stalden, så noget må vi jo gøre rigtigt”, rundede Bent Olsen dagen af med at sige.