fbpx

Jumeirah Derby: Pjerrot tilbage på græsset

Lone Kaj-Nielsens 3-årige Pjerrot leverede den 21. januar én af de mest opløftende præstationer under årets Dubai World Cup Carnival som tredje i Jumeirah Derby Trial. Senest var han langt slået i UAE 2000 Guineas, men nu vender han tilbage på græs igen.


Pjerrot og Dane O’Neill førte undervejs længe i Jumeirah Derby Trial den 21. januar.

Og kan Hard Spun-sønnen genskabe formen fra sæsondebuten på Meydan, ja så ligger han faktisk lunt til som feltets næsthøjest handicappede deltager. Kun Charlie Applebys New Kingdom (Dubawi) står højere, og her er der blot tale om to kilo.

Der blev starterklæret otte deltagere i Jumeirah Derby, der rides over 2000 meter med en samlet præmiesum på $200,000 og penge til de seks første gennem mål.


Hear The Drums og Carlos Lopez efter sejren i Svenskt Kriterium. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Pjerrot, der får Richard Mullen i bøjlerne, får selskab af Niels Petersens duo Hear The Drums (Appel Au Maitre) og Chiefof Comanches (Gormley), der begge har brug for formmæssig forbedring i forhold til deres årsdebut på Meydan, men konditionerne ser også bedre ud denne gang.

Hear The Drums var storløbsvinder på både græs og dirt i Skandinavien sidste år, og akkurat som Pjerrot var han helt chanceløs i UAE 2000 Guineas (Gr.3) over 1600 meter dirt den 11. februar. At han nu kommer ud på græsset over længere distance skal alt andet lige være en fordel. Pat Dobbs sidder op.


Chiefof Comanches ved maidensejren på Øvrevoll i fjor. Foto: Roger Svalsrød – hesteguiden.com.

Chiefof Comanches debuterede i fjor som anden i The Heatherwold Cup på Øvrevoll, ikke langt slået af den hidtil ubesejrede Downtown Leo (Speightstown), og ved den lejlighed var han faktisk foran Pjerrot.

Gormley-sønnen fik aldrig rigtigt galopperet sig ind i løbet ved sæsondebuten i Jumeirah Classic, og han ligner en hest der vil drage fordel af de 400 meter længere distance på fredag. Han rides af Pat Cosgrave.


Iron Butterfly vandt The Macallan Dansk Derby 2021. Foto: Burt Seeger.

Niels Petersen får omsider også endelig givet sæsondebut til sidste års danske Derbyvinder Iron Butterfly (Swipe), der kommer ud i Gruppe-3-opgøret Dubai Millennium Stakes (Gr.3) over 2000 meter græs.

Der er 12 heste til start i løbet, der har en samlet præmiesum på $150,000, og Petersen har booket italienske Antonio Fresu til den talentfulde hoppe, som hidtil har omsat syv starter i fire sejre, to anden- samt en tredjeplads.


El Guanche ved sejren i Malmö Hösthandicap 2021. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I Lincoln Aviator Handicap over 1200 meter dirt bliver der gensyn med Ricardo Ramallos El Guanche (Power), der deler førstepladsen i rankingen med Doug Watson-trænede Waady (Approve).

Det bliver El Guanches anden start på Meydan i år, men den første på dirt, hvilket gør opgaven ret interessant.


Learn By Heart slår Titchy Digits. Foto: Burt Seeger.
Learn By Heart. Foto: Burt Seeger.

Løbsdagen afsluttes med Lincoln Navigator Handicap over 1600 meter dirt, hvor Bent Olsens Learn By Heart står øverst på listen. Om Frankel-sønnen så kan vise sin nuværende OR100 på dette underlag står hen i det uvisse. Olsen har booket hollandske Adrie De Vries til ridtet.

Til gengæld er Susanne Berneklints Plata O Plomo (Paddy O’Prado) tilbage i sit rette element på dirten, og den 8-årige tidligere Pramms-vinder står faktisk et kilo under det tal han havde, da han for to år siden strøg til tops over samme distance og underlag på Meydan.

Løbsdagen starter som sædvanligt kl. 15 dansk tid, og første skandinaviske hest i aktion bliver El Guanche kl. 16:10.


Plata O Plomo/Carlos Lopez vandt for to år siden over 1600 meter dirt på Meydan foran Stricker/Elione Chaves. Foto: Dubai Racing Club.

Race Card: Meydan, fredag 25. februar

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top