fbpx

JR: “Jeg kunne lide ham ved første øjekast”

Ikke så sært er Lennart Jr Reuterskiöld i godt humør i dag, efter opvisningen af 3-årige Gold Tyranny i Svenskt Derby Trial. Den danskopdrættede Zoffany-søn er nu hævet til et handicap 88.


Gold Tyranny med træner Lennart Jr Reuterskiöld og ejerrepræsentant Per Gellström. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Gold Tyranny med træner Lennart Jr Reuterskiöld og ejerrepræsentant Per Gellström. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

“Det er ikke så mærkeligt, for han står jo hos en dygtig træner i Sverige”, griner Junior fredag formiddag.

”Jeg kunne lide ham ved første øjekast. Han var fremstillet på auktionen på York Stutteri og var bare en velopdrættet hest med Zoffany som far”.

”Det tiltalte mig også, at han var vallak, og jeg kunne ikke andet end at anbefale min kunde, at lægge de penge for den som krævedes”, erindrer Junior her snart to år efter auktionen, hvor Gold Tyranny blev erhvervet for 300.000 kroner til Zawawi Racing.

Spillerne troede ikke ligefrem på sejr til Nina Falck og Gert Larsens opdræt. Hesten var blot femtemest spillede til 15 gange indsatsen – men det får man ikke i hestens næste start.

”Min hustru, Linda, rider ham til hverdag, og hun har hele tiden hævdet, at det bare var at vente til ham kom ud over 2400 meter. Hun fik ret”, roser træneren.

”Gold Tyranny starter ikke mere inden Svenskt Derby. Vi har så mange gode heste i stalden den kan træne med, så vi skal nok komme velforberedt”.

Gold Tyranny har fortsat sin debut til gode udenfor Jägersro, og det bliver sandsynligvis effektueret den første søndag i august.

”Ja, han er meldt i Dansk Derby, men foreløbig sætter vi alt energi ind på Svenskt Derby. Så må det andet komme bagefter”, fastslår Junior, som efter i går rykkede op over 1,5 millioner kroner til stalden i år, og han har nu for alvor meldt sig i topstriden i den skandinaviske trænerliga forud for mandagens storløbsaften på Bro Park.

Her sender Junior Hurricane Red på solotur for at starte i Gruppe 3-løbet Stockholms Stora Pris.

”Forventningerne er store. Jeg tror, at han kæmper med om sejren”.

”Generalprøven” var ellers klart under niveau. Hurricane Red var bare femte i Pramms Memorial, hele 13 længder efter overlegne Brownie. Hestens dårligste placering til dato i et løb i Skandinavien.

”Banen den aften var selvfølgelig ens for alle, men det var en aften hvor de heste som vandt enten var i front eller blev redet indvendigt”.

”Vi har gået ham igennem uden at finde fejl, og jeg har simpelthen slået en streg over Pramms nu”, sammenfatter Lennart Jr Reuterskiöld.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top