fbpx

RaceTime: Good Fortune og Palm Springs står stærkt i Dansk Derbysammenhæng

2020 er passé. Nu fokuseres der på den nye sæson. Hvem kan vinde Dansk Derby 2021? Generalhandicappet er altid en god rettesnor. Øverst finder vi Good Fortune, den svenske kriteriumsvinder Palm Springs, og to hopper: Vinterfavoritten Brunello og den dobbelte storløbsvinder i fjor, My Jamil. Se årets første derbytips.


Heste tilmeldt Dansk Derby 2021 med handicap på 75 eller mere, ultimo 2020.

Navn Hcp. Køn Træner Afstamning
Good Fortune 82 V. Søren Jensen Appel Au Maitre – Eko Palace Bay
(Siyouni)
Palm Springs 81 H. Nina Lensvik Juniper Tree – Paree
(Desert Prince)
Brunello 80 Hp. Niels Petersen Appel Au Maitre – Acqualina Beauty
(Montjeu)
My Jamil 80 Hp. Bettina Andersen Al Shemali – Kanthaka
(Academy Award)
Hitman 79 V Kaj Sørensen Go Go Gadget – Fine Paladine
(Palatal)
Purple Ace 78 V Cathrine Erichsen Born To Sea – Dabiyla
(Azamour)
Brignoles 77 H Birgitte Nielsen Center Divider – Green Utopia
(Alhaarth)
Habla 77 Hp Niels Petersen Juniper Tree – Edge Of Eternity
(Academy Award)
My Vision 77 Hp Bent Olsen Al Shemali – Prinsessen
(Dutch Art)
Handyman Carlras 76 V Rikke Bonde Reliable Man – Kodachrome
(Kodiac)
Suspicious Boy 75 V Nina Lensvik Appel Au Maitre – Nudetnok
(Academy Award)

Jessica Long med sidste års derbyvinder Ready Teddy. Skal vi igen i år se en kvindelig træner vinde Dansk Derby? Foto: Burt Seeger.

VINDER EN KVINDELIG TRÆNER IGEN DANSK DERBY?

I fjor vandt Chess Racings Ready Teddy Dansk Derby trænet af Jessica Long. Den danske derbyvinder i 2021 vil muligvis også været trænet af en kvinde.

Lige nu er mulighederne gode. Seks af de elleve heste, der sluttede toårssæsonen med et handicap på 75 eller mere – og som er tilmeldt Dansk Derby – har en kvindelig træner.

Jägersros succesrige Nina Lensvik har to på listen, Palm Springs og Suspicious Boy.

Begge ejet af 360 North Horse Racing. Og Bettina Andersen, Cathrine Erichsen, Birgitte Nielsen og Rikke Bonde hver en.

Ud over Nina Lensvik er Niels Petersen den eneste træner med to heste på listen, Brunello og Habla. De var begge i fjor i størsteparten af sæsonen trænet af Marc Stott, men de er nu i træning hos Niels Petersen i Klampenborg-filialen.


AFSTAMNINGSMÆSSIGT TÆT FORBUNDET.

Appel Au Maitre er far til den danske derbyvinder i 2016, Suspicious Mind, og Appel Au Maitre er far til tre på ovenstående liste, Good Fortune, Brunello og Suspicious Boy. To af dem har tætte familiemæssige relationer, Good Fortune og Brunello.

Stutteri Hjortebos Montjeu-datter Acqualina Beauty, der blev importeret fra Frankrig i 2011 er fællesnævneren.

Hun er mor til Brunello og mormor til Good Fortune. Acqualina Beautys far, Sadler’s Wells-sønnen Montjeu, der døde i 2012, fortjener omtale.

I 1999 vandt han såvel Fransk som Irsk Derby samt Prix de l’Arc de Triomphe. Året efter sejrede han i bl.a. King George VI & Queen Elizabeth Stakes, og i avlen er Montjeu far til fire vindere af Epsom-Derby. Motivator, Authorized, Pour Moi og Camelot.


Steinway/Martin Rodriguez vinder Dansk Breeders' Cup foran Queens/Rafael Schistl og Sir Herman/Elione Chaves. Foto: Burt Seeger.
Acqualina Beauty er mor til Brunello og mormor til Good Fortune. På billedet ses Brunellos helbror Steinway vinde Dansk Breeders Cup 2018 før Queens og Sir Herman, der vandt Dansk Derby i 2017. Foto: Burt Seeger.

ACQUALINA BEAUTY – SUCCESRIG AVLSHOPPE.

Det blev til 11 starter for Acqualina Beauty i USA og Frankrig, inden hun gik i avlen. På Stutteri Hjortebo har hun fået 7 føl.

Mest succesrig indtil nu er Steinway, en helbror til Brunello. Han er vinder af Dansk Breeders Cup, Dansk St. Leger og Skandinavisk Grand Prix. En anden helbror, Garcon, og halvbroderen Gibson (Center Divider) har også gjort det godt.

Acqualina Beautys første føl i Danmark, Eko Palace Bay (Siyouni) kom aldrig til start, men hun har til gengæld gjort det godt som avlshoppe på Stutteri Outback (Karsten Østergaard).

Hun er mor til Aperola og Good Fortune, begge efter Appel Au Maitre, og hun fik i 2020 et hoppeføl efter Juniper Tree.

Eko Palace Bays far Siyouni (Pivotal), der vandt Grand Criterium som 2-årig, har haft en enestående succes i avlen. Han er den førende franske avlshingst de sidste tre år, og i 2020 er han nummer to på listen over Europa førende avlshingste efter Galileo, men før Dubawi.

Siyouni er far til den franske derbyvinder Sottsass, der sidste år vandt Prix de l’Arc de Triomphe.  Siyouni er opstaldet som avlshingst på HH Aga Khans Haras de Bonneval til en bedækningspris på 140.000 euro.


Marianne og Jens Lauritzen sammen med Morten Buskop, Dorte Müllertz og Oliver Wilson efter Good Fortunes overlegne triumf i Basnæsløb. Good Fortune trænes af Søren Jensen. Foto: Burt Seeger.

GOOD FORTUNE HELT OVERLEGEN I BASNÆSLØB.

Good Fortune har papirerne i orden. Helsøsteren Aperola har vundet seks løb, bl.a. Produce Stakes som 2-årig, og hun har indtjent næsten 700.000 kroner. I fjor var hun tredje i Dansk Breeders’ Cup bag Queen Rouge og Margrethe.

Good Fortune ejes af Havemanns og Stald Shaker. Han blev præsenteret på Scandinavian Open Yearling Sale i 2019, hvor han gik tilbage for 290.000 kroner.

Han løb uplaceret første gang ude, men han vandt i sine næste to starter. I sin maidensejr slog Good Fortune Mme Fernandes Dutch Art-datter Flambeau Rouge, der kom fra en tæt tredjeplads i et velbesat maidenløb på Bro Park.

Og i Basnæsløb var Good Fortune totalt overlegen og vandt med 6 1/2 længde før Suspicious Boy, der var sjette i Vinterfavoritternes Ærespræmie 4 længder bag Brunello.

Søren Jensen-trænede Good Fortune står derfor stærkt i derbysammenhæng.


Brunello vinder Vinterfavoritternes Ærespræmie 2020 på Klampenborg før Hitman (inderst) og Habla (yderst). Foto: Burt Seeger.

OVERRASKENDE VINDER AF VINTERFAVORITTERNES ÆRESPRÆMIE.

Da Brunello blev vinterfavorit gav hun spillerne næsten 30 gange pengene igen. På sin vis overraskende for i hendes start inden var hun kun kort slået af Hitman, der var blandt favoritterne. Nu byttede de rækkefølge, og Hitman var anden i Vinterfavoritterne tæt fulgt af Habla og Palm Springs.

At Miga Horses’ Brunello hører til de bedste skandinavisk opdrættede i årgangen bekræftede hun tre uger senere, da hun blev tredje i Svenskt Kriterium kun slået med en halv længde af vindende Palm Springs.

Brunello er som nævnt helsøster til St. Leger-vinderen Steinway og halvsøster til Beauty Award (Academy Award), der vandt Fabellaløb og var tredje i Dansk Oaks. Derby- og Oaksdistancens 2400 meter vil derfor ikke blive noget problem for Brunello.


Juniper Tree-sønnen Palm Springs med Martin Rodriques i sadlen vinder Svenskt Kriterium før War Hawk og Brunello, der begge er efter Appel Au Maitre. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

FÅR JUNIPER TREE EN DANSK DERBYVINDER?

I Dansk Derby 2019 var Margrethe fjerde og Two Eyed Jack femte. De er begge efter Juniper Tree. I Dansk Derby 2020 blev Juniper-datteren Malekha tredje. I år har Juniper Tree mulighed for en dansk derbyvinder med bl.a. Palm Springs og Habla.

Palm Springs var i alle sine løb som 2-årig en del af den absolutte top. Efter en maidensejr i debuten vandt han Produce Stakes før Noelle og My Jamil.

I Dansk Kriterium var han anden kort slået af My Jamil. Årets dårligste præstation var måske i Vinterfavoritternes Ærespræmie, hvor han som favorit var fjerde, men dog kun slået med en længde af vindende Brunello. Året sluttede med sejr i Svenskt Kriterium før War Hawk og Brunello.

Palm Springs ud af Paree (Desert Prince) er halvbror til Bokan (Soldier Of Fortune), der i 2015 blev svensk derbyvinder og samtidig vandt såvel Svenskt som Norsk St. Leger. Året efter blev Bokan listed-vinder med sejr i Songline Classic.

På såvel afstamning som på vist form står Palm Springs derfor stærkt i derbysammenhæng. Han kan give 360 North Horse Racing og Nils Jansson en ny derbysejr kun fem år efter Suspicious Mind blev iklædt det blå bånd på Klampenborg.

Palm Springs er 360 North Horse Racings eget opdræt, og Palm Springs er opvokset på York Stutteri.


BLANDT DE BEDSTE – MEN STADIG MAIDEN.

Thomas Havemann var storindkøber på Scandinavian Open Yearling Sale i 2019. Bl.a. af auktionens dyreste Fifth Avenue (Appel Au Maitre – Viktoria Dream), der blev købt for 650.000 kroner.

Hun har indtil videre ikke indfriet de høje forventninger. Til gengæld er det gået flot med flere af de andre. Good Fortune, der blev købt sammen med Stald Shaker (Jens Lauritzen) umiddelbart efter auktionen, og Habla, der blev købt for 520.000 kroner på auktionen.

Juniper Tree-datteren Habla er ud af Edge Of Eternity (Academy Award), der er mor til Gemstone og helsøster til en af vor tids mest succesrige avlshopper i Danmark, Lady Clementine.

Apropos den nu afdøde skandinaviske topbeskeler Academy Award, er det værd at notere, at han er morfar til hele tre af de heste, der står øverst på listen til Dansk Derby 2021. My Jamil, Habla og Suspicious Boy.

Habla gjorde det flot som 2-årig, selvom det endnu ikke er blevet til en sejr. Hun var anden bag My Jamil i Dansk Galops Auktionsløb og tredje i Vinterfavoritternes Ærespræmie bag Brunello og Hitman. Begge gange var hun kun kort slået.

Hun sluttede sæsonen med to præstationer under hendes niveau i Svenskt Kriterium og Købmand Herman Sallings Mindeløb.

Og set i bakspejlet er det oplagt, at hun skulle have stoppet toårskarrieren efter Vinterfavoritternes Ærespræmie. Men potentiale. Det har hun. Helt sikkert.


My Jamil og Jacob Johansen sejrer i Dansk Galops Auktionsløb foran Habla/Oliver Wilson, My Vision/Elione Chaves og Handyman Carlras/Nicolaj Stott. Foto: Burt Seeger.

KLAMPENBORGS TOÅRSSTJERNE.

Den 20. juni 2020 vandt My Jamil overlegent årets første toårsløb. Og den 26. september afsluttede hun sæsonen med sejr i årets bedst betalte toårsløb på Klampenborg, Dansk Galops auktionsløb med sejr foran Habla, My Vision og Handyman Carlras.

Indimellem var det bl.a blevet til en tæt andenplads til No Nay Naughty i Filip Zwicky Agency Futurity Stakes på derbydag og sejr i Dansk Kriterium før Palm Springs. En helt imponerende sæson for Al Shemali-datteren.

My Jamil ejes af My Stable, A-M Kruse, Bolding og Jørgensen og er opdrættet af Berner Olsen, der også var opdrætter af derbyvinderen i 2015, Manacor.

My Jamil er i træning hos Bettina Andersen og medvirkende til hendes flotte sæson i fjor som træner.


My Jamil og jockey Jacob Johansen modtages af ejerne efter sejren i Dansk Kriterium. Th. i billedet Bettina Andersen, der træner My Jamil, og opdrætteren Berner Olsen. Foto: Burt Seeger.

ET GODT KØB.

My Jamil har allerede indtjent 547.500 kroner eller næsten 20 gange så meget, som hun kostede på Scandinavian Open Yearling Sale i 2019. Et særdeles godt køb, for hun har papirerne i orden.

My Jamil hører til første succesrige årgang efter Al Shemali, der kom til Danmark i 2017. Ud over My Jamil er Al Shemali i sin første skandinaviske årgang bl.a far til My Vision, der var tredje i Dansk Galops Auktionsløb samt vinderne Mustang, Would He og Illumination.

Al Shemali havde en meget fin løbskarriere, hvor han som 3-årig var tredje bag den senere Epsom-derbyvinder Authorized i Dante Stakkes (Gr.2), og som 6-årig vandt han Dubai Duty Free (Gr.1) på Meydans græs.

Han ejes af Peter Hæstrup, og Al Shemali har siden ankomsten til Danmark været opstaldet hos Berner Olsen i Ringsted.

Al Shemali ejes af Peter Hæstrup og er opstaldet hos Berner Olsen i Ringsted. Al Shemali har haft stor succes i sin første årgang som avlshingst især med vinderen af Dansk Kriterium og Dansk Galops Auktionsløb, My Jamil. Foto: Privat.

På modersiden har My Jamil ”blåt blod” i familien. Moderen Kanthaka (Academy Award – La Sall) er helsøster til 2000 Guineas og Dansk Breeders Cup-vinderen Sir Randolph, og halvsøster til den danske derbyvinder i 2017 Sir Herman.

La Sall, der døde sidste år, vandt som My Jamil Dansk Kriterium i 2003 før nu også afdøde Lady Clementine.

Det skal blive spændende at følge My Jamil og andre Al Shemali-afkom i derbyårgangen.


Hitman og Marcos Robaldo vinder Carlsberg Nordic Ale 2-års Maidenløb i Aarhus. Foto: Ole Hindby.

DERBYBLOD I ÅRERNE.

På afstamning kan Hitman godt være en kommende derbyvinder. Han er efter Go Go Gadget, der i 2010 vandt Norsk Derby. I øvrigt Niels Petersens første derbysejr.

Desværre kom Go Go Gadget aldrig ud at løbe igen. Han nåede at løbe fem gange i sin løbskarriere, og han vandt i de fire.

Go Go Gadget er opstaldet på Stutteri Thorskovgaard som avlshingst, og selvom han kun får tilført få hopper, har han gjort det godt. Han er far til Speedman, der vandt Produce Stakes som 2-årig og Det Jydske Derby i fjor.

Hitmans mor Fine Paladine vandt i sin karriere otte løb, og hun er efter Palatal, der i 1996 vandt såvel Dansk som Svenskt Derby. Fine Paladine er helsøster til St. Leger-vinderen Superman og halvsøster til Gruppe-3-vinderen Hovman (Kateb) og til den norske derbyvinder Lights Out (Kateb)

Hitman ejes af ”Galoppens Venner”, der også ejer en anden god 3-årig, Mustang, der er vinder og var tredje i Futurity Stakes bag No Nay Naughty og My Jamil. Hitman er i træning hos Kaj Sørensen i Århus, der også træner Speedman. Hitman er opdrættet af Stutteri Poulsensminde.

Hitman vandt 2-åringernes Stayerprøve i Århus, inden han var kort slået af Brunello i Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg. Og da såvel moderen som faderen viste stayeregenskaber, bør Hitman bør være distancesikker.


Born To Sea-sønnen Purple Ace og Elione Chaves vinder Norsk Rikstoto Opdrettsløp på Øvrevoll med otte længder. Purple Ace er ubesejret i fem starter som 2-årig. Foto: Hesteguiden.com.

UBESEJRET I FEM STARTER PÅ ØVREVOLL.

Purple Ace gjorde rent bord på Øvrevoll som 2-årig. Fem starter og fem sejre i bl.a. Skandinavisk Mesterskap for 2-Åringer, Norsk Mesterskap for 2-åringer og Norsk Rikstotos Opdrettsløp.

Purple Ace har ikke mødt de bedste i årgangen, men man kan jo ikke andet end vinde. Og det har han og ofte meget overlegent – i sin sidste start med otte længder.

Purple Ace er ud af Aga Khan-hoppen Dabiyla, og han blev købt i maven på sin mor for kun 7,000 euro på Goffs Breeding Stock Sale i november 2017. Han ejes af Bjørn Syversen, og han er i træning hos Cathrine Erichsen, der vandt Dansk Derby i 2018 med Master Bloom.

Purple Ace er efter Born To Sea (Invincible Spirit), der er halvbror til to af verdens absolut førende væddeløbere og avlshingste Galileo (Sadler’s Wells) og Sea The Stars (Cape Cross). Alle ud af vinderen af Prix de l´Arc de Triomphe i 1993 Urban Sea.

Purple Ace skal absolut ikke afskrives i dansk derbysammenhæng 2021.


Brignoles og Rafael De Oliveira sejrer i Herman Sallings Mindeløb – Den Jydske Vinterfavorit. Foto: Ole Hindby.

GODT ÅR FOR STUTTERI OUTBACK.

Stutteri Outback (Karsten Østergaard) er tredjemest vindende opdrætter i Danmark i 2020. Efter Stutteri Hjortebo og Berner Olsen.

I derbyårgangen er Stutteri Outback ud over opdrætter af Good Fortune også opdrætter af Miss Twenty, der vandt to gange på Klampenborg i fjor, samt Brignoles, der markerede sig stærkt i det sene efterår 2020.

I sin debut i Århus den 2. november var Brignoles anden til Mustang, og i Købmand Herman Sallings Mindeløb to uger senere vandt Brignoles helt overlegent før debuterende Arthur, Mustang og Habla.

Brignoles er efter nu afdøde Center Divider, der bl.a. er far til Wishformore, der vandt Breeders Prize Classic, og til den danske St- Leger-vinder og Derbytoer, Good Fella.

Brignoles, der er ud af Green Utopia (Alhaarth) blev købt på Scandinavian Open Yearling Sale i 2019 for 25.000 kroner af Stutteri Tousgaard, og han er halvbror til Chivas (Appel Au Maitre), der vandt iKeyVet Auktionsløb i 2017.

Brignoles trænes af Birgitte Nielsen, der blev nummer ni på den danske trænerliste i 2020 med 14 vindere og en samlet indtjening på 549.510 kroner.


Stald Ras (Karen-Margrete og Cai Rasmussen) og træner Rikke Bonde modtager ærespræmier og dækken af Pia og Henrik Stork efter Handyman Carlras’ sejr i Stutteri Stork 2-års maidenløb før Habla. Foto: Burt Seeger.

MED I TOPPEN.

My Vision, Handyman Carlras og Suspicious Boy løb hele 2-årssæsonen kun med de bedste, og ofte var de med helt fremme. Medens My Vision og Suspicious Boy fortsat er maidens, vandt Handyman Carlras sit maidenløb i sin anden start før Habla.

Rødskimlede Handyman Carlras, der er opdrættet af Charlotte Bondam, blev købt umiddelbart efter Scandinavian Open Yearling Sale i 2017, hvor han gik tilbage for 280.000 kroner.

Han er efter den franske derbyvinder Reliable Man, og det er moderen Kodachromes (Kodiac) første føl.

Efter sin maidensejr var Rikke Bonde-trænede Handyman Carlras fjerde i Dansk Galops Auktionsløb kun slået med 1 ½ længde af My Jamil. I årets sidste start var Handyman Carlras femte i Vinterfavoritternes Ærespræmie.

Handyman Carlras aflægger maidentitlen foran Habla. Foto: Burt Seeger.

My Vision var flere gange i fjor tæt på at blive storløbsvinder. Hun var tredje i såvel Dansk Kriterium som Dansk Galops Auktionsløb.

Al Shemali-datteren er ud af Prinsessen (Dutch Art) der vandt tre storløb på Øvrevoll. Som 2-årig Eivind Eckbo Legats Vandrepokal og The Heaterwold Cup og som 3-årig Norsk 1000 Guineas før Amie Noire.

My Vision ejes af Stald Inco, og hun er i træning hos Bent Olsen, der også trænede moderen Prinsessen.


Suspicious Boy er som Palm Springs ejet af 360 North Horse Racing og i træning hos Nina Lensvik på Jägersro. Suspicious Boy blev købt på Scandinavian Open Yearling Sale i 2019 for 220.000 kroner.

Han er efter Appel Au Maitre og Nudetnok (Academy Award) og opdrættet af Martin Hjorth-Jensen på Stutteri Hjortebo.

Han er halvbror til New Target, der vandt Dansk Galops Auktionsløb som 2-årig, men ikke helt løb op til – i hvert fald mine forventninger – i fjor.

Suspicious Boy løb kun med de bedste i sin toårssæson, og han var sjældent langt væk. Han afsluttede sæsonen med en andenplads i Basnæsløb klart slået af Good Fortune.


ÅRETS FØRSTE DERBYTIPS.

Good Fortune – Palm Springs – Brunello – outsider: Purple Ace


Good Fortune. Foto: Burt Seeger.
Picture of Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top