fbpx

Føltid: Footstepsinthesand-datter til Stutteri Stork i Frankrig

Natten mellem søndag og mandag nedkom Stutteri Storks yderst veltrukne avlshoppe Edallora med et hoppeføl efter Coolmores ubesejrede 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Footstepsinthesand på Haras du Taillis i Frankrig.


Edallora med sit 12 timer gamle hoppeføl efter Footstepsinthesand (Giant’s Causeway). Foto: Haras du Taillis.

“Folingen gik helt efter bogen, og efter at have folet otte hingste på stribe, fik Edallora denne gang et hoppeføl, hvilket vi er rigtig glade for”, fortæller Henrik Stork med henvisning til, at Edallora selv er halvsøster til ikke mindre end tre Gruppe-1-vindende hopper: Ascot Gold Cup (Gr.1)-vinderne Enzeli (Kahyasi) og Estimate (Monsun), samt Irish Oaks (Gr.1) og Prix Royal-Oak (Gr.1)-vinderen Ebadiyla (Sadler’s Wells).

Blandt Edalloras mange “drengeafkom” er der internationale vindere som Piece Of Marmalade (Duke Of Marmalade), Edwin (Excelebration) og No Say Ever (No Nay Never), mens hoppen efter ankomsten til Stutteri Stork er blevet mor til sidste års vinder af Den Jydske Vinterfavorit, Lea Olsen-trænede Sir Jeffrey (Hunter’s Light).

Edallora er også mor til 2-årige Hockey Carlras (Moohaajim), der er i træning hos Rikke Bonde i Jægerspris.

Edallora (Refuse To Bend) blev sendt til Frankrig for efter folingen at kunne besøge Hunter’s Light (Dubawi) og dermed skabe en helsøster- eller -bror til føromtalte Sir Jeffrey.

Sir Jeffrey nedkæmpede Go Go Surprise i 2020-udgaven af Den Jydske Vinterfavorit. Foto: Ole Hindby.

Hunter’s Light, der nu er tilmeldt Breeders’ Serien i Skandinavien for føl født i 2024, vandt ikke mindre end 12 gange i sin aktive karriere – heriblandt Gruppe-1-opgørene Jebel Hatta og Al Maktoum Challenge R3 på Meydan, samt Premio Roma på Capanelle.

Det nyfødte hoppeføls far, Footstepsinthesand (Giant’s Causeway), er i en alder af 21 stadigvæk med til at skabe overskrifter i alle verdenshjørner, og han er far til syv individuelle Gruppe-1-vindere og 17 ditto Gruppe-2-vindere, hvoraf den danske avlshingst Giant Sandman er iblandt.

Footstepsinthesand bedækker i 2023 til en bedækningstakst på 10,000 euro på Coolmores Castlehyde Stud i Co. Cork.

21-årige Footstepsinthesand (Giant’s Causeway). Foto: Coolmore.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top