fbpx

Cordrey svarer på Bustrups klumme

RaceTime-forfatter Per Bustrup stiller i dagens udgave af sin klumme skarpt på årets propositioner samt Klampenborgs sæsonplan og sponsorsalg. GalopSport har givet spørgsmålene direkte videre til Nicholas Cordrey – læs hans svar her.


Bustrup kritiserer i første omgang propositionernes layout og at de er så svære at læse, at der kræves læsebriller.

“Først og fremmest er jeg glad for, at propositionerne allerede er blevet nærstuderet ovenpå udgivelsen. Jeg kan ikke ud fra Per Bustrups klumme gennemskue hvilket propositionshæfte han sidder med. Dansk Galop har udgivet et hæfte dækkende hele Danmark, men Klampenborg Galopbane har udgivet sine propositioner i samarbejde med Norge og Sverige og i dette hæfte kan jeg ikke se problemet med at læse skriften”.


Bustrup mener, at det er kedeligt at I har reduceret antallet af løbsdage til 20, og at det er den forkerte vej at gå, idet flere løbsdage vil betyde en bedre økonomi for trænere og hesteejere.

“Jeg ville også ønske, at vi kunne afvikle flere løbsdage til glæde for hele sporten, og det er absolut også det vi arbejder på. Men vi står desværre også med en stor udfordring i form af meget få driftsmidler, og det betyder, at vi hverken har præmiepenge til flere løb eller midler til at aflønne personale på flere løbsdage. På sigt vil vi naturligvis gøre alt for, at udvide løbsdagsantallet og forhøje præmierne”.


Bustrup lader til at være en smule ængstelig omkring antallet af løb i Derbyweekenden og skriver: “Bare der er heste nok til at fylde 15 løb på to dage”.

“Det ene af Derbyweekendens 15 løb er et opgør for fuldblodsarabere med en tiltrækkende præmiesum, så det er 14 fuldblodsløb der nu skal fyldes i forhold til de 11 der normalt findes på en Derbydag. Og den opgave skal vi kunne løfte”.


Bustrup kritiserer, at Jockey Club Cup (L) er flyttet til årets fjerde løbsdag og at Mowerinaløb og Dansk 2000 Guineas nu rides på samme dag.

“Dette er sket med fuldt overlæg og med fuldt fokus på hesteejerne. At fylde Dansk Jockey Club Cup blot 10 dage før Pramms på Jägersro vil være umuligt og samtidig gå kraftigt ud over kvaliteten på de startende heste. Og vi skal selvfølgelig meget gerne kunne opretholde løbets Listed-status”:

“At vi nu har flyttet Jockey Club Cup om på den anden side af Pramms giver god mening for de heste som har Stockholms Stora Pris som mål. Efter Pramms får de nemlig mulighed for både at starte i Dansk Jockey Club Cup og Pokalløb på Klampenborg før de starter i Stockholms Stora. Alle tre løb rides over 1800 meter på græs”.

“Hvad angår sammenlægningen af Mowerinaløb og Dansk 2000 Guineas må vi konstatere, at der i år er 45 store 3-årsløb i det skandinaviske storløbshæfte. Det vrimler med opgaver for den klassiske årgang og for at få koordineret det bedst muligt, har vi valgt at genoptage proceduren med at lade de to Guineas-opgør foregå på samme dag”.


Endelig påpeger Per Bustrup, at der ud fra propositionshæftet at dømme endnu ikke er kommet gang i Klampenborgs sponsorsalg.

“I forhold til både 2014 og 2015 budgetterer vi med en markant indtægtsforhøjelse på nye sponsorer og forretningspartnere. Vi har brugt flere måneder på at få de kommende aftaler på plads, og det bliver synligt når først sæsonen går i gang”.

“Mange af de nye sponsorer og større kunder har endnu ikke lagt sig fast på hvilke dage de fx vil afholde firmarrangementer, og derfor har vi heller ikke kunne placere deres løbssponsorater. Og derudover har vi selvfølgelig også forhåbninger om en fortsat opbakning fra vores eksisterende kunder”, slutter Nicholas Cordrey.


Læs Per Bustrups RaceTime her.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top