For en del år tilbage formastede en person sig til at foreslå, at ejerfarverne indenfor galopsporten skulle afskaffes til fordel for jockeyfarver, som det kendes fra travsportens trænerfarver.
Naturligvis blev den formastelige hurtigt talt til fornuft og forbeholdt galopsportens traditioner og kulturelle baggrund, kunne han naturligvis godt se, at det skulle han aldrig have foreslået!
Hvem husker ikke Ben Hur?
Den måske egentlige baggrund for, at ejerne af galopheste har deres egne farver, findes helt tilbage til det romerske kejserrige – til Cirkus Maximus. Hvem husker ikke den storslåede film Ben Hur, hvor Charlton Heston bag sit firspand drønede rundt på den 110 meter brede væddeløbsbane i rasende galop under ellevild jubel fra de mere end 200.000 tilskuere, hvor hver enkelt bar den hesteejers farve, hun eller han holdt med. Traditionen blev taget op i Riddertiden, hvor ridderne bar deres farver på skjold og dragt.
Martin Luther og Hans Tausen
Så hopper vi frem til det Herrens år 1530, til den tid, hvor vi i Danmark sagde farvel til katolicismen og goddag til at være protestanter. Det var Martin Luther, der for alvor startede det hele i Tyskland og hvor så Hans Tausen videreførte tanken i Danmark. Så har vi ligesom fået check på, hvor vi er henne rent tidsmæssigt. I England lod Kong Henry VIII samme år sy dragter og huer til de kongelige jockeys. Af malerier fra 1600- og 1700 tallet fremgår det, at datidens Kim Andersen og Lennart Hammer bar en kort jakke i stedet for bluse, knæbenklæder, hvide strømper og spændesko – der var virkelig format over tingene. Andre ejere tog ideen op, og den sorte farve var næsten obligatorisk.
Selv anløbne tilskuere kunne være med
Nu skal det erindres, at væddeløb på den tid væsentligst var matchraces, med andre ord løb med to deltagende heste, og så kunne selv den mest anløbne tilskuer stort set skille dem ad.
Men tingene udviklede sig. Der kom flere og flere heste i løbene, hvorfor man begyndte at differentiere farven på huerne. Og omkring 1730erne var tingene for alvor begyndt at antage den skikkelse vi kender i dag. 6. juni 1727 red to jockeys i hvid bluse, to i gul bluse og tre i rød bluse ved løbene i Ipswich. Disse karakteristiske farver blev anerkendt som tilhørende bestemte ejere. Altså et tilløb til vore dages system.
Tom Larsen var heldig
Men det var først 4. oktober 1762, at the Jockey Club udsendte en henstilling til ejerne om, at man, for bedre at kunne skelne mellem hestene, forsynede jockeys med forskellige dragter. Markisen af Rockingham valgte grønt, Viscount Bolingsbroke sort, Mr. Shafto lyserødt, Hertugen af Cumberland purpur, Hertugen af Devonshire “straw” farve og Hertugen af Ancaster gult. Samme farve indregistrerede Tom Larsen (TLP Racing) ca. 250 år senere hos Dansk Galop. Og det er egentlig en lille bedrift i sig selv, for meget hurtigt overalt i verden, hvor der blev indført differentierede jockeydragter, blev de ensfarvede hurtigt udsolgt. I dag handles farverne på internationale auktioner for svimlende beløb. Tom Larsen var heldig da han søgte om den gule farve, for den havde været anvendt, men var nu ledig!
Farverne er stadig aktive
Hertugen af Devonshires “straw” farver er stadig registreret af familien og er dermed den ældste aktive væddeløbsfarve. En hæder, der i Amerika tilfalder Mrs. John A. Morris’ “scarlet” farver. Denne dragt skulle være brugt første gang på Metairie Racetrack i New Orleans i løbet af 1850erne. Herhjemme kommer vi knapt så langt tilbage, men en dragt som Famlien Trocks orange med hvid hue blev første gang set ved Klampenborg Væddeløbsbanes åbning i 1910, og er stadig indregistreret.
Spaghetti bolognese og chianti
Men antallet af ejere voksede hurtigt i det engelske, da man nu også havde fremelsket den nye race: Fuldblodshesten. De ensfarvede dragter kunne man ikke få, for der var overhovedet ikke flere rene farver tilbage. Men så var det, at en berejst englænder kom hjem fra ferie under Italiens varmende sol. Her havde han ledsaget af en gang spaghetti bolognese skyllet ned med chianti, overværet et af de populære gadeløb, hvor små heste i fuld fart galoperede rundt i gaderne styret af iltre italienere iklædt mangefarvede dragter – og bingo, der var løsningen! Snart så man jockeydragter i England efter italiensk forbillede.
De royale farver
Det engelske kongehus har antagelig en af verdens mest elegante farver (illustration herover, yderst til højre). Historien er følgende: Da Prinsen af Wales, den senere Kong George IV, skulle indregistrere sine farve tilbage i 1820, overtog han Grandonklen, Hertugen af Cumberland purpur farve. Senere blev han virkelig kreativ og tilføjede guldsnore, skarlagensrøde ærmer og sort fløjlshue med guldfrynse. Farven hang dog i skabet et stykke tid og blev først offentligt vist frem i juli 1877, da Kong Edward VII havde overtaget dem og lod araberhesten Alep løbe med dem i et matchrace i Newmarket, hvor han blev slået med 30 længder af den moderate fuldblodshest, Avowal.
Som nok bekendt har vi haft fornøjelsen at se de royale farver på Klampenborg Galopbane, da Dronning Elizabeth II’s pragtfulde skimmel Arabian Story i 1977 var blandt de startende i Scandinavian Open Championship, hvor det blev til en andenplads bag en af de andre engelske gæster, Harbour Dues. Det var dengang der var 1 mio. kroner i præmiesum. Det var tider!
Alle er ikke lige trofaste
Det er ikke alle ejere, der er lige trofaste overfor deres farver. Den 3. hertug af Grafton, der havde tre Derbyvindere lagde ud med himmelblåt i 1762, skiftede ti år senere til mørkeblåt og i 1777 løb hestene i karmoisin og sort hue. Og så er der historien om Jarlen af Egremonts Cardinal Beaufort, der vandt Derbyet i sin første start, hvorefter den gode Jarl solgte ham videre til Mr. Ladbroke, der solgte ham videre til Mr. Arthur til Mr. Shakspear til Mr. Mellish til Mr. Lloyd og som rosinen i pølseenden til General Gower. Og tro det eller ej, Cardinalen vandt løb for alle ejerne og altså i syv forskellige farver!
Hvad var nu det, Gråberg?
For nogle år tilbage optrådte den meget sympatiske og fremragende svenske jockey Per-Anders Gråberg lige pludselig i sorte ridebukser! Der gik nærmest chokbølger igennem Sporten hos ejere, trænere og publikum. Hvad ville det næste blive? Jacob Johansen i bermudashorts om sommeren? Heldigvis fik officials hurtigt hevet de sorte ridebukser af Gråberg. Nu smutter vi tilbage til England i 1844, hvor disciplinen på turfen var blevet noget slap. En del jockeys så stort på reglementet, red i lange bukser, gamacher og aldeles groteske huer. Det blev for meget for Jockey Club medlemmet, Lord William George Frederick Cavendish-Scott-Bentinck, der kaldte til orden og insisterede på, at d’herrer jockeys skulle bære silke-, fløjls, eller satin ridebukser, dertil topstøvler.
En unavngiven træner lod fluks en ældre kvinde sy hvide silkebluser til sine jockeys, men da de første gang viste sig i jockeyrummet i York blev de modtaget med et latterbrøl fra kollegaerne. Den gode dame havde forsømt at forsyne bukserne med knapper fortil…
Fædrelandets stolte søn
Fædrelandets stolte søn udi den skrivende kunst, Hans Christian Andersen, var en rejselysten herre. I 1847 blev Danmarks første jernbane åbnet mellem København og Roskilde med de to Hans Christianer, Lumbye og Andersen, som æresgæster. Straks derefter drog Andersen til England, hvor han overværede Parlamentsvalget i Bromley ved London. I “Mit livs eventyr” beskrev han senere begejstret de skilte, der gik ind for valget af Mr. Lionel Nathan Rothschild: – skiltene var mørkeblå i bunden og de påmalede slagord udført i orange farve. Ja, naturligvis, men Andersen kunne jo ikke vide, at det var Rothschildernes væddeløbsfarver.
Den gule Jarl
Nogle ejere er ganske fanatiske med deres væddeløbsfarver. Men Lord Lonsdale, der havde overtaget farven gul fra Hertugen af Ancaster var lige ved at gå over gevind. Han kaldtes ikke uden grund “Den gule Jarl”. Væddeløbsfarven var altså gul, han havde gule kanariefugle, hestevogne og biler, hvor selv trinbrættene var malet gule, og naturligvis gik han altid med knaldgule slips. Jarlen af Birkenhead var ved at få alt det gule galt i halsen, så han skrev engang om “Den gule Jarl”, at det måtte ærgre ham, at han ikke kunne få gule heste. Det nærmeste han kunne komme var fukse – og dem sværgede Lord Lonsdale da også for.
Se, det var en værre en!
Det kan vel næppe heller undre nogen, at en amerikansk velgører fik malet den lokale kirke i sine væddeløbsfarver, eller at der i hvert fald er en grav på kirkegården i Newmarket, der er holdt i afdødes farver. Selvfølgelig har mange skotske ejere valgt slægtens tartan som farver.
Naturligvis er der også eksempler på mærkværdigheder. I 1957 fandt der en retssag sted i London, hvor John Victor Aspinall – “Aspers” blandt venner – stod tiltalt for at holde spilleklub for det højere aristokrati, hvilket skyldtes, at det dengang kun var tilladt at spille på heste. Det afholdt dog ikke notabiliteter som Dronningens træner, Bernard von Cutsem, Earl of Derby of the Duke of Devonshire fra at muntre sig ved rouletten.
Sagen vakte naturligvis opsigt, hvorfor Daily Mail bragte et billede af en jockey i “Aspers” farver, som var: Klør og hjerter på bryst og spar og ruder på ryggen. Huen var dekoreret med ruder. Mærkværdigvis nok blev den foretagsomme spilleklubejer frikendt, men rygtet ville dog vide, at den inkarnerede væddeløbsglade dommer overvejede at give “Aspers” en bøde for jockeydragten!
Det er svært at holde rede i
I England er det Weatherbys, der står for indregistreringen af farver, og det har udviklet sig til noget af en opgave. Mens der i begyndelsen af 1900 tallet kun var ca. 800 registrerede farver, så er det tal nu eksploderet til omkring de 5000! og det er så kun til fladløb. For forhindringsløbenes vedkommende er der langt flere. Herhjemme står Dansk Galop for indregistreringen og opgaven med at hitte rundt i de mange forskellige farver, så der ikke er to ens.
Det er ikke blevet lettere ved, at der nu også optræder stjerner, bomber, kvadrater, ringe, seler, skærf, bælter, opslag, sømme, bogstaver, navne, logoer, navne etc!
“Det er en af de blå, der fører”
Da det endelig lykkedes mig for nu snart mange år siden, at få overtalt min hustru til at familien burde have en galophest, under henvisning til, at det ligesom lå til familien, gik hun med til det under forudsætning af, at hun ville bestemme væddeløbsfarverne – naturligvis! Det blev til – efter min mening – noget af det flotteste, der er set. Harlekinfarver. De er flotte og de kan ses. Dragten var blevet syet i England og det tænkte jeg som sådan ikke meget over indtil regningen kom. Det er garanteret den dyreste “skjorte” jeg nogensinde har haft.
Et nøjere studium af galopprogrammerne, såvel på Klampenborg Galopbane, som andre steder vil afsløre, at blå, eller noget med blåt, forekommer som den foretrukne farve. Vi er nået langt fra dengang alle dragterne var sorte, men en bemærkning fra løbsreferanten fik mig alligevel til at trække på smilebåndet, da han med lidt fortvivlelse i stemmen sagde: – det er én af de blå, der fører.
