fbpx

“Bro Park Trial ligger på et forkert tidspunkt for Chivas”

Niels Petersen-trænede Chivas åbner mandag aften sin klassiske sæson i det stærkt betalte Bro Park Trial med hele 800.000 svenske kronor i præmiesum.


Chivas/Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger / US Photo.
Chivas/Per-Anders Gråberg. Foto: Burt Seeger / US Photo.

”Men løbet rides desværre på forkert tidspunkt for Chivas”, fortæller Niels Petersen. “Min oprindelige plan var, at lade Chivas sæsondebutere i Jockeyklubbens 2000 meter over 1600 meter, og dernæst løbe ham i Bro Park Trial over 2100 meter, som et led i matchningen mod årets hovedopgave, Dansk Derby”.

“Men så flyttede Svensk Galopp sit 2000 Guineas, hvilket betyder, at Chivas nu skal lægge ud på 2100 meter, for  dernæst at gå ned til 1600 meter i start nummer to. Det er bare ikke hensigtsmæssigt”, vurderer Skandinaviens regerende championtræner.

”Men pengene på mandag er jo kæmpe gode. Chivas har trænet helt fint op til løbet, men han er ikke 100 procent i topform, og dirten er også et minus, da han er en bedre hest på græs”.

Bro Park Trial, der har en førstepræmie på 400.000 kronor og er forbeholdt skandinaviskopdrættede heste med fortsat engagement i Svenskt Derby, har tiltrukket et felt på 10 heste, og de to første gennem mål tildeles et Wild Card til Svenskt Derby.

De øvrige kandidater til sejren er La Belle Epoque, Appel La Légende, Good Eye, Gemstone, Delacour, Master Blaster, Master Bloom, Silver Seas og Lea.

”Jeg håber, at Chivas kan være med fremme, men tror, at Gemstone bliver svær at slå. Den imponerede meget på Jägersro, og det lader til, at Marc Stott har topform i stalden”, påpeger Niels Petersen.

Chivas ejes i fællesskab af trioen Bernt Dahl, Michael Stounberg og Hjalte Kjems, der går et meget spændende døgn i møde i Sveriges hovedstad.

Søndag starter trioens fælles travhest, Takethem, nemlig i Elitloppet på Solvalla – det bedst betalte sprintløb for travheste i Europa.

Picture of Carsten Bundgaard

Carsten Bundgaard

Fokus: Skandinavien. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top