fbpx

Alli Cat vandt dramatisk 2-årspremiere

Kaj Sørensen-trænede Alli Cat trak sig lørdag sejrrigt ud af en dramatisk 2-årspremiere i Klampenborg, hvor der var styrt undervejs.


Alli Cat bliver årets første 2-årsvinder på Klampenborg med sejr foran Bitcoin og Prince Charming. Foto: Burt Seeger.
Alli Cat bliver årets første 2-årsvinder på Klampenborg med sejr foran Bitcoin og Prince Charming. Foto: Burt Seeger.

Hvad styrtet angår mistede Chef De Paris rundt opløbssvinget sin rytter, Marcos Robaldo, som et godt stykke tid blev liggende i græsset, inden han heldigvis kom tilbage på benene.

Marcos afstod resten af dagens ridt men blev derudover rapporteret ok.

Tilbage til selve løbet, som udviklede sig til en duel mellem Alli Cat og Bitcoin. Sidstnævnte indledte bedst med en hurtig start, og føringen holdt et godt stykke ned gennem opløbet, inden Alli Cat uden større problemer strøg forbi og vandt med lidt over en længde.

Lige før målstregen sprang Aarhus-gæsten til siden, men Carlos Lopez fik hurtigt rettet op på den lovende debutant. Bitcoin sluttede på andenpladsen under Francis Waweru, mens storfavoritten Prince Charming måtte nøjes med tredjepladsen før Maybe Tomorrow.

“Hun er meldt i lidt af hvert, men vi har ikke lagt nogen planer for den nærmeste fremtid endnu”, sagde Kaj Sørensen efter sejren til den 2-årige hoppe, som ejes af Galoppens Venner.

Kahyl-datteren Alli Cat og Carlos Lopez efter maidensejren. Foto: Burt Seeger.
Kahyl-datteren Alli Cat og Carlos Lopez efter maidensejren. Foto: Burt Seeger.

Alli Cat kostede blot 30.000 kroner i ringen på Scandinavian Open Yearling Sale i fjor, og det var ingen større overraskelse, at netop Galoppens Venner og Kaj Sørensen fik hammerslaget. De står nemlig også bag Alli Cats ældre søskende Marylen og Rambo.

Alli Cat er opdrættet af Berner Olsen, som yderligere kunne glæde sig over den bedst tænkelige start for førsteårgangshingsten Kahyl (Galileo). Kahyl har blot 13 registrerede 2-årige afkom i Danmark, så at få en vinder allerede i årets første 2-årsløb er af største vigtighed.

Som sønner af Galileo var hverken Berner Olsens Kahyl eller York Stutteris Juniper Tree spået tidlige afkom på væddeløbsbanerne, men at de i årets første danske 2-årsløb kan stå bag nummer et og to gennem mål, tegner lovende for fremtiden.


Bayonet/Liam Doran besejrer Barnaby/Francis Waweru. Foto: Burt Seeger.
Bayonet/Liam Doran besejrer Barnaby/Francis Waweru. Foto: Burt Seeger.

Stærke afslutninger af Bayonet og Borodino

Som afrunding af lørdagen i Klampenborg skal med, at både Inge Mette Dejgaards Bayonet og Jørgen Tølbølls Borodino stod for stærke afslutninger på det hurtige underlag.

Bayonet var efter en tabt start fuldstændig hægtet af ind på opløbet, men Academy Award-sønnen rundede hver eneste konkurrent i opløbet og tog årets anden sejr i hænderne på lærling Liam Doran.

Borodino vinder sikkert i hænderne på Le Tølbøll. Foto: Burt Seeger.
Borodino vinder sikkert i hænderne på Le Tølbøll. Foto: Burt Seeger.

Også Borodino kom i et stærkt angreb bagfra under Le Tølbøll, og parret sejrede med små tre længder foran længe førende Frøken Smilla/Paulo Cardozo og Doc Martin/Elione Chaves.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top