fbpx

Halvbror til to Breeders’-vindere i kval på Täby

Torsdag eftermiddag rides der to kvalifikationsløb på Täby med hver fire deltagere. Afstamningsmæssigt er Ylva Brandt-trænede Ellison værd at holde øje med – han er nemlig halvbror til de to Breeders’-vindere og millionærer First Edition og Ellis Lad.


Ellison er syvende afkom ud af den Chess Racing-opdrættede Selkirk-datter Ellis Island, som selv er ud af Sadler’s Wells-hoppen Vinga og halvsøster til de gode vindere Vinjett og Satang.

Ellis Islands første afkom var First Edition, som i Tommy Gustafssons træning indløb mere end 2,7 millioner kroner og både vandt Breeders’ Trophy Classic på Täby og Breeders’ Prize Classic på Øvrevoll.

Derefter kom de fine vindere Mr Creakle og Ellis Dancer, før Ellis Island endelig blev mor til fantastiske Ellis Lad, som blandt sine ni sejre i 18 starter triumferede i Breeders’ Trophy Classic og Breeders’ Trophy Mile som 3-årig samt Breeders’ Trophy Stayer som 4-årig.

Han opnåede som bedst et handicap på 91 og tjente mere end to millioner.

Ellis Lad og Fernando Diaz ved sejren i Breeders' Trophy Mile 2009. Foto: Isolaracing.
Ellis Lad og Fernando Diaz ved sejren i Breeders’ Trophy Mile 2009. Foto: Isolaracing.

Ellis Islands storartede resultater i avlen fik hendes ejer Erna van Doorn til at satse stort, og hun sendte i 2011 den på det tidspunkt 15-årige avlshoppe til bedækning ved Oasis Dream-sønnen Showcasing, der på det tidspunkt blot kostede 5.000 pund på Whitsbury Manor Stud.

I dag koster han det femdobbelte efter at han i fjor var Englands førende avlshingst blandt de 2-årige.

Ellis Island fik i 2014 den endnu ustartede hoppe Strike A Pose efter Chinese Mandarin, hvorefter hun igen besøgte Showcasing. Dette resulterede den nuværende hoppeåring Essere.

Hvad fremtiden bringer for 4-årige Ellison får vi muligvis et fingerpeg om i torsdagens prøveløb på Täby. Han har under alle omstændighederne afstamningen til noget rigtig stort.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top