fbpx

Kim Andersen i gang med sin tredje uddannelse

Lørdag den 2. juli 2011 red Skandinaviens mangfoldige jockeychampion Kim Andersen sit sidste væddeløb på ryggen af Torben Christensen-trænede Classical World i Malmö.


Den 23. august gennemgik han en hofteoperation under ledelse af fodboldlandsholdets tidligere læge Mogens Kreutzfeldt, og i dag er han bedre gående end i de sidste par år som professionel jockey.

Vi skal ikke forvente at se Kim Andersen starte forfra og gøre comeback som fuldtidsprofessionel jockey, men samspillet med væddeløbshestene kan han ikke undvære, og et par gange om ugen galopperer han2000 Guineas-3’eren Chiroccoi det tunge sand hos travtræner Axel Jacobsen.

Og karrieren fortsætter med væddeløbsheste, for Kim Andersen er lige nu i gang med sit livs tredje uddannelse. Han er både udlært bager og jockey, men inden længe kan han også skrive “Tandrasper” på visitkortet, og i dag tager han med den erfarne tandrasper Johnny Taube rundt i landet for at blive lært op i faget.

“Som jockey har jeg utallige gange i årenes løb oplevet, hvordan heste totalt kan ændre adfærd ovenpå en tandraspning. Hestenes tænder vokser helt til omkring femårsalderen, og de plages ofte af sår og andre gener i munden fordi tænderne ikke vokser lige. Jeg synes det er et utroligt spændende arbejdsfelt, og at følge Johnny både her og i England er virkelig lærerigt”, fortæller Kim Andersen, der tirsdag var forbi York Stutteri for blandt andet at se på sin “gamle ven” Flyer, som han har vundet med hele syv gange på de skandinaviske baner.

“Mit mål er at blive tandrasper på fuldtid, for der er fuldblodsheste nok i Skandinavien, og jeg glemmer jo nok heller aldrig hvordan det er at rejse”, siger Kim Andersen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top