Gensyn med Grab The Moment i Breeders’ Trophy Classic

På søndag ruller millionerne i Breeders’-systemet tilbage til hesteejerne, når Bro Park er vært for den årlige ‘opdrætter-landskamp’ mellem Sverige, Norge og Danmark. Og hvem kommer så stærkest ud af Breeders’ Trophy Juvenile, Mile, Consolation og Classic?


Grab The Moment vinder Bet25 Dansk Derby 2025 foran Firstof All og Go Go Flame. Foto: Burt Seeger.

14 deltagere blev starterklæret til løbsdagens hovedbegivenhed, det 1750 meter lange Breeders’ Trophy Classic.

Hér bliver der gensyn med Stall Trick Or Treats danske Derbyvinder Grab The Moment (Go Go Gadget), som på ny møder øvrige klassiske vindere som Wiggle Wine (Go Go Gadget) og No Surrender (Giant Sandman).

Alle tre er opdrættet i Danmark, og det samme er First (Moohaajim), Grey Eminence (Al Shemali), Go Go Flame (Go Go Gadget), Sir Diamond (Appel Au Maitre) og Diplomático (Al Shemali).


Karla With A K og Per-Anders Gråberg på vej mod sejren i Jockeyklubbens Grand Prix. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Svensk opdræt er repræsenteret med Jockeyklubbens Grand Prix-vinderen Karla With A K (Swipe), Genie (Geniale), Miss Astrakan (Geniale), Abby (Appel Au Maitre), Ram Jam (Giant Sandman) og Theonello (Appel Au Maitre).

Der er ingen norskopdrættede deltagere i hovedløbet.


Sealove og Elione Chaves tager en sikker sejr i Breeders’ Cup Consolation på Klampenborg. På søndag gælder det Breeders’ Trophy Mile på Bro Park. Foto: Burt Seeger.

Det er der til gengæld i de 4-åriges Breeders’ Trophy Mile, hvor Imra (Sporting Chance) og Rosemary’s Baby (Appel Au Maitre) repræsenterer landets avl.

Det bliver imod svenskopdrættede navne som Sealove (Sea The Moon), Essential (Mustajeeb), Brute Force (Gale Force Ten), Sienna (Swipe), Duke Of Hastings (Juniper Tree), Hilo (Mustajeeb) og Johnny B (Mustajeeb).

De danske opdrætteres brigade består af My Fortune (Appel Au Maitre), Triple Treat (Giant Sandman), Manhattan Carlras (Juniper Tree) og Kis (Moohaajim).

Endelig er der et enkelt irskopdrættet islæt i form af Stall Perlens Appelino (Appel Au Maitre), som er født og opvokset på Kellsgrange Stud.


My Fortune og Oliver Wilson på vej mod en let sejr i Dansk Breeders’ Cup foran My Chappel og Kis. Bliver det en ny Breeders’-triumf i Stockholm? Foto: Burt Seeger.

I de 2-åriges Breeders’ Trophy Juvenile, som også bærer navnet Tommy Gustafsson Memorial, mødes 13 deltagere over 1400 meter. Otte er opdrættet i Sverige, fem i Danmark.

De svenske opdrættere står bag Kanons Kawasaki (Jimmy Mack), Forward Spike (Swipe), Strike Ten (Alson), Mojo (Moohaajim), Giveandtake AF (Geniale), Mazikeen (Appel Au Maitre), Approval (Wentworth) og Red Tatoo (Red Cactus).

De danskopdrættede hold består af Lady Medina (Appel Au Maitre), Vincenzo (Juniper Tree), Skywalk (Appel Au Maitre), My Dole (Appel Au Maitre) og Bruce Almighty (Appel Au Maitre).

Breeders’-dagen i Stockholm indledes kl. 11:50 på søndag den 7. september.


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top