Torsdagen på Øvrevoll byder indenfor V65-spillet på et 2-årsløb over 1370 meter, hvor ingen af de syv deltagere har startet tidligere. Forhåndsopmærksomheden lander især på Tobias Hellgrens Tarantina og Jan-Erik Neuroths Nouvelle Fleur.

Tarantina (In Swoop) er nemlig halvsøster til både Derbyvinderen Titannia (Appel Au Maitre) til den dobbelte Guineas-vinder Tassmania (Sir Percy).
Hun ejes af sine danske opdrættere, Mette og Dean P. Olsen, og starter derfor i de samme velkendte orange og hvide farver, som begge hendes gode ældre søskende bar til diverse storløbstriumfer.
Anna Pilroth, som også var fast makker med Titannia i hoppens sidste sæson som væddeløber, sidder på på den svenske Øvrevoll-gæst i morgen aften.

Højst interessant er også Jan-Erik Neuroth-trænede Nouvelle Fleur (Study Of Man), som er første afkom ud af Stall Perlens tidligere suveræne svenske Oaks-vinder Nouvelle Lune (Sea The Moon).
Nouvelle Lune, som udover Oaks-triumfen på Jägersro bl.a. også vandt Margareta Wettermarks Minneslöpning og Jockeyklubbens Avelslöpning, fik et enormt avlsmæssigt ‘boost’ den 3. august, idet hendes Brametot-halvsøster Nicoreni vandt Henkel-Preis der Diana (Gr.1) – det tyske Oaks i Düsseldorf.
Nouvelle Fleur er født i Frankrig, men har status som skandinavisopdrættet, og hun har i Study Of Man (Deep Impact) samme far som årets første 2-årvinder på Øvrevoll, The Heatherwold Cup-triumfatoren Lady Irene.


























