War Socks triumferede sikkert i Norsk Derby

I sin første start nogensinde på sin hjemmebane Øvrevoll, vandt The JC Organizations fukse hingst War Socks Norsk Derby. Kameko-sønnen var endda klart bedst over de 2400 meter og sejrede med mere end tre længder foran favoritten Icon Bling og dennes staldkammerat Zakopane.



War Socks sprang af fra det yderste startspor under Carlos Lopez, som på vej ind i det første sving døjede en smule med at få sin hest til at slappe helt af.

Det blev dog bedre da feltet ramte bagsiden, og Lopez fandt vej ind i banen, hvorfra War Socks kunne skygge Zakopane (Zarak) og førende Be Curious (U S Navy Flag).

Lige bag War Socks havde Sandro de Paiva også sørget for at give Jan-Erik Neuroths Icon Bling (Lope De Vega) en perfekt rejse, og da feltet ramte opløbet med Zakopane forrest, havde alle en optimal chance.

Bedst gående var War Socks dog. Hans jockey sad længe bomstille, alt imens konkurrenterne røg af biddet, og med 400 meter igen var der kun spørgsmålet tilbage om hvor vidt hingsten ville stå den sidste del af distancen.

Svaret stod klart kort tid efter. War Socks svajede en smule op mod målstregen, men det var højst sandsynligt kun fordi han havde ligget alene i front så længe, og selv om Icon Bling kæmpede ufortrødent op mod målstregen, var det ikke til nytte.

War Socks skar målstregen som suveræn vinder af Norsk Derby 2025, og blev Niels Petersens ottende vinder af de 3-åriges største opgør på Øvrevoll.


War Socks og Carlos Lopez vinder Norsk Derby. Foto: Hesteguiden.com.

For Carlos Lopez var det Derbysejr nummer tre, og for både træneren og rytterens vedkommende var det den første siden de sammen triumferede med Whispering Ocean (Le Havre) tilbage i Corona-året 2020.

Sejren i Norsk Derby var 713.750 norske kroner værd for danske Alice og John Weiste Christensens The JC Organization, som her fik deres anden Derbytriumf i kølvandet på Bullof Wall Streets sejr i Svenskt Derby 2020.

Tidligere på måneden sluttede deres egenopdrættede hoppe Firstof All (Juniper Tree) anden bag Grab The Moment (Go Go Gadget) i Dansk Derby, men en sejr i den norske udgave havde de indtil i dag måtte se langt efter.

Det var blot karrierens sjette start for War Socks, og som nævnt indledningsvis, havde han aldrig tidligere startet på sin hjemmebane i Oslo.

Debuten blev afklaret tilbage i januar på Meydan, og siden blev det to yderligere starter med det store højdepunkt i Jumeirah 2000 Guineas (L) over 1600 meter græs, hvor han blev tredje på syv længders afstand af den senere engelske 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Ruling Court (Justify).

Den 21. maj startede War Socks for første gang på en skandinavisk bane, nemlig i Bro Parks Guineas Trial, hvor han vandt legende let over 1600 meter.

Sidenhen er det blevet til to starter – og forbløffende gode præstationer – i England. Først på Royal Ascot i juni, hvor han sluttede sjette over 2000 meter, og senest under Glorious Goodwood, hvor han tilbage over 1600 meter sluttede syvende i endnu et stærkt 3-årshandicap.

War Socks er opdrættet i England af Wayne Clifford, og han blev erhvervet for €115,000 gennem Niels Petersen og agent Edgar Byrne på 2023-udgaven af Tattersalls Ireland September Yearling Sale i Fairyhouse.

Hans mor, Courteous Crown, er en Helmet-halvsøster til Stakes-vinderen High Maintenance (Danehill), og flere af hendes søskende har også leveret varen i stutteriet. Bl.a. Artful Whisper, der er mor til den australske Gruppe-2-vinder Whispering Brook.

Længere nede i moderlinjen findes også avlshingste som Green Tune, Didyme, Silentio og A P Warrior, samt championhoppen Pas De Reponse.

Spørgsmålet er nu, om vi får War Socks at se igen i denne sæson. Til det svarer Niels Petersen:

“Jeg kan godt tænke mig at give ham en god pause nu. Selv om han kun har startet seks gange, skal man huske på, at han har været i gang siden i vinter og allerede startede første gang i januar”.

“Siden hen har han rejst hjem fra Dubai, været i Stockholm og to gange i England, så han vil uden tvivl have godt af at puste lidt ud den kommende tid. Og så kan vi måske tænke lidt på en ny kampagne i Dubai til vinter”.

Niels Petersen havde også femtehesten gennem mål i Norsk Derby i form af Big Red Bling (Volatile), og desuden gik fjerdepladsen til Are Hyldmo-trænede Light Garden (Almanzor).


Seneste artikler

Scroll to Top