The Heatherwold Cup har igennem mange, mange år været ét af Øvrevolls største 2-årsløb, og opgøret har fostret adskillige store stjerner. Årets udgave var også lig med sæsonens første opgør for den yngste årgang i Norge, og skarpest var Niels Petersens Breeze Up-import Lady Irene.
Det var en række urutinerede heste, der sprang af fra startboksen i det 1370 meter lange opgør. Fra start tog den svenske gæst Like A Tatoo (Gale Force Ten) sig af føringen under Malin Holmberg, men Carlos Lopez sørgede hele vejen for at skygge den førende i bøjlerne på Lady Irene (Study Of Man).
Jan-Erik Neuroths Lala Lou (Siuox Nation) sprang meget dårligt af, og Sandro De Paiva mistede rundt opløbssvinget også bøjlerne, så der var i det store hele intet at gøre for totalisatorfavoritten i hendes livsdebut.
I stedet kom det til udelukkende at dreje sig om næstfavoritten Lady Irene, som op mod mål trak sikkert fra længe førende Like A Tatoo, og det var til slut kun Neuroths anden deltager, Strike Ten (Alson), der med en stærk afslutning kunne udfordre en smule.
På målstregen havde Lady Irene to sikre længder til Strike Ten, og dermed blev det til storløbssejr og en førstepræmie på 91.000 norske kroner i første forsøg for den veltrukne hoppe.

Lady Irene ejes af Stall United og blev handlet for €54,000 på Tattersalls Ireland Breeze Up Sale gennem Edgar Byrne. Hun er tredje vinder ud af den ustartede Galileo-datter Special Gal.
Special Gal er ud af Gruppe-3-placerede Special Delivery (Danehill) og halvsøster til Listed-placerede Sagami (Street Cry), som igen er mor til Stakes-vinderen Raven’s Cry (Raven’s Pass), og til den franske vinder Sand River, der både er mor til Listed-vinderen og Gruppe-3-placerede Sarrasin (Monsun) og til endnu en Listed-vinder i form af Sahrawi (Pivotal).
Som tilfældet ville det, købte Ivan Sjöberg på Rävdansens Stuteri for ni måneder siden netop den nu 11-årige Special Gal for €10,000 på Goffs November Breeding Stock Sale i Kildare Paddocks.
Special Gal var i fol ved Cox Plate (Gr.1)- og Prince Of Wales’s Stakes (Gr.1)-vinderen State Of Rest (Starspangledbanner), som står opstaldet til €20,000 på Rathbarry Stud i Irland.
Resultatet blev en svenskopdrættet hingst, som altså nu ikke alene er halvbror til to internationale vindere efter Lope De Vega (Shamardal), men også en skandinavisk Black Type-vinder efter Study Of Man (Deep Impact).
Og igen, som tilfældet ville det, satte Ivan Sjöberg i foråret Special Gal i fol ved Rävdansens egen avlshingst, Barocci, der akkurat som Lady Irenes far er efter Deep Impact.


























