I fredags afsluttede Patrick Wilson løbsdagen i Klampenborg med sejr til Lulu Tøpholms 3-årige Play The Jack. I det efterfølgende sejrsinterview med Nicole Marsing antydede Patrick, at en professionel trænerkarriere kan være på trapperne. Og der var noget om snakken.

35-årige Patrick Wilson har en fremgangsrig tid som amatørrytter bag sig.
Han er uddannet beslagsmed med egen forretning, opvokset med galopheste gennem sine forældre Bettina Andersen og Brian Wilson – og ja, så er han naturligvis storebror til Danmarks mangedobbelte championjockey, Oliver Wilson.
Det hele ligger i blodet, og nu ligger det også i kortene, at den nuværende amatørtrænerlicens byttes ud med en professionel.

“Jeg har ansøgt om licensen”, bekræfter Patrick overfor GalopSport.
Ved siden af sin beslagsmedsvirksomhed træner Patrick på nuværende tidspunkt to heste.
Foruden indledningsvis nævnte Play The Jack (Elzaam) gælder det også 5-årige Lord Of Admiralty (Churchill), som Patrick selv ejer sammen med Per Gottfredsen.

“Play The Jack og Lord Of Admiralty trænes fra Enghavelyst og er en del af vores setup, som går ud på at give de ældre heste korte pauser på landet mellem starterne”.
“Vi har vores egen gård med seks bokse, folde og ridebane, hvor hestene kan restituere efter løb, og hvor min hustru Alexandra står for fodring og pasning”.
“Ridebanen er også et godt aktiv til at klargøre og tilride åringer”, fortsætter Patrick, som nu, endelig, er helt klar til at tage det sidste skridt mod en professionel trænerkarriere.



“Der var jo allerede meget snak omkring det, da min far besluttede sig for at stoppe med at træne. Og det havde selvfølgelig også været det allermest naturlige, at overtage en allerede etableret forretning, men der var samtidig også planer om familieforøgelse i hjemmet, og derfor var tiden ikke til det dengang. Jeg vil ikke gøre noget noget halvt, for ingen heste er ens, og der er brug for tiden til at kunne træne hvert enkelt individ individuelt”, forklarer Patrick.
Og nu føles tiden altså rigtig.

“Der er en måned til åringsauktionen, så det er vigtigt for mig at fortælle om mine planer. Vores team er allerede etableret, vi har en masse personer der rigtig gerne vil være en del af det, heriblandt en lille håndfuld ryttere til de daglige lot – og at vi også har Oliver med på holdet gør selvfølgelig en kæmpe forskel”.
At Patrick Wilson har et godt øje for at spotte talent blandt unghestene er allerede bevist af flere omgange.
I de senere år af faderens trænerkarriere var sønnens rådgivning guld værd, og i fjor bistod han bl.a. Flemming Velin med at udse fredagens overlegne 2-årsvinder Daylight (Gleneagles).

“Som træner er det jo unghestene der bliver et vedvarende omdrejningspunkt, og min beslagsmedsuddannelse betyder, at jeg har en god viden om ben og hove. Det er jo nærmest en dyrlægeuddannelse fra knæet og ned”.
I første omgang vil Patrick Wilson stille og roligt bygge en ny forretning op omkring professionel træning, og han tror og håber på, at der findes kunder i markedet der har lyst til at bakke op om stalden.

“I den forbindelse er vi dybt taknemlige for, at Lulu Tøpholm valgte at give os en chance med Play The Jack, og at vi kunne give igen med en sejr i første forsøg”, siger han.
“Det kan jo tage tid at bygge op, så jeg fortsætter samtidig min forretning med at sko heste. Men man ved heller aldrig hvor længe ens krop kan holde til så hårdt et arbejde, og jeg lægger ikke skjul på, at jeg virkelig drømmer om en professionel trænerkarriere med min egen stald på Klampenborg”.

Nicole Marsings sejrsinterview med Patrick Wilson fra i fredags kan ses i videoafspilleren herunder.

























