Stall Perlens 5-årige Night Of Tunder-datter, Thunder Sea, fulgte op på sin sejr tidligere på måneden i Elkær Stutteri Fawzia Stakes, da hun søndag eftermiddag slog Capitana Bling og Easywithme i Lanwades Stud Fillies And Mares Stakes (L) over 1600 meter på Øvrevoll.
Thunder Sea og Sandro De Paiva nedkæmpede længe førende Capitana Bling (Invincible Army) med en halv længde i Listed-opgøret, og det betød en førstepræmie på 200.000 norske kroner til Bente og Magne Jordanger.
På tredjepladsen fulgte Easywithme (El Kabeir) foran Expert Advice (Expert Eye) og Emma Amilleen (Lope De Vega).
Thunder Sea trænes af Jan-Erik Neuroth, og det var hoppens ottende sejr i 19 starter.


























