Familien Velin måtte på sidste års Scandinavian Open Yearling Sale strække sig til 520.000 kroner for at få hammerslaget på Gleneagles-sønnen Daylight. Forventningerne var naturligvis store forud for den brune vallaks 2-årsdebut på Klampenborg fredag aften, og Daylight skuffede ikke nogen.
Daylight sprang godt af for Oliver Wilson og styrede derefter begivenhedernes gang undervejs i det lille felt, som før starten blev reduceret til fire deltagere, idet vinderens staldkammerat Darlington (Appel Au Maitre) blev forskrækket i paddocken og ramte sin jockey Per-Anders Gråberg på låret.
Gråberg måtte afstå fra samtlige øvrige ridt på dagen.
Ved udgangen af opløbssvinget var langt galopperende Daylight fortsat hårdt på biddet, samtidig med at konkurrenterne allerede havde svært ved at følge med tempoet. Endnu sværere fik de det, da Oliver Wilson gav marchordre til sin hest i opløbet, og Daylight forsvandt med største lethed fra de øvrige.
På målstregen havde Daylight ni længders afstand til Sandie Kjærs Need To Know (Nordic Defense), der var yderligere tre længder foran Oscar Berneklints Miss Goldeneye (Elarqam) og Stephan Heilers Jumpin’ Jack Flash (Moohaajim).

Sejren i 2-års Maidenserien var 24.000 kroner værd for familien Velin, der i Daylight har et spændende emne til stort set alle fremtidige storløb på de skandinaviske baner.
Daylight er opdrættet af Stall Sigfridsson i Sverige, han er efter Coolmores flerdobbelte Gruppe-1-vinder Gleneagles (Galileo), og så er han også tilmeldt den skandinaviske Breeders’-serie. Den umiddelbart første store opgave kan blive Dansk Galops Auktionsløb på Klampenborg om tre ugers tid.

Flemming Velin-trænede Daylight er det andet skandinaviskopdrættede afkom ud af Holy Roman Emperor-datteren Perfect Day, som i forvejen er mor til syv vindere – heriblandt den franske Listed-triumfator Katoucha (Almanzor).
Mormoderen Yesterday (Sadler’s Wells) vandt bl.a. Irish 1000 Guineas (Gr.1) og var anden i både Epsom Oaks (Gr.1), Prix de l’Opera (Gr.1) og Prix Vermeille (Gr.1).

Yesterday er endvidere helsøster til den firedobbelte Gruppe-1-vinder Quarter Moon, og de stammer fra samme eminente moderlinje som Kirsten Rausings Prix de l’Arc de Triomphe (Gr.1)-vinder Alpinista (Frankel).
Ingen tvivl om, at Majken, Charlotte, Thomas og Flemming Velin hér har ét fremtidens navne i skandinavisk galopsport.


























