fbpx

Vanvittig opvisning af Frankel i Sussex Stakes (Gr.1)

Der er kun gået to år siden væddeløbskloden gang på gang blev henrykket af Sea The Stars, og selv om man siger at en sådan væddeløber kun dukker op mellem hvert 10. og 20. år, så må 3-årige Frankel siges at være en klokkeklar undtagelse.



Onsdag eftermiddag mødte Galileo-sønnen for første gang ældre heste i Sussex Stakes (Gr.1) på Glorious Goodwood, hvor der blandt hans blot tre konkurrenter var en på papiret hård nød at knække i den femdobbelte Gruppe-1-vinder Canford Cliffs, der senest tvang superhoppen Goldikova i knæ i Queen Anne Stakes (Gr.1) i Royal Ascot.

Medierne havde på forhånd lagt op til en fantastisk duel imellem to af verdens bedste milere, og de to heste lå længe tæt op ad hinanden under løbet, med Frankel i front og Canford Cliffs halvanden til to længder bagved.

Men da slaget skulle afgøres, var der kun en enkelt hest på banen, og Tom Queally kunne let have katapultet ud af sadlen da Frankel accellererede væk fra Canford Cliffs og Godolphins Rio De La Plata ned mod målstregen på Glorious Goodwood.

Den Juddmonte Farms-ejede og -opdrættede hingst vandt en allerede nu legendarisk fem længders sejr i Gruppe-1-opgøret foran Canford Cliffs, der igen havde 2½ længde til Rio De La Plata.

Efter løbet var træner Henry Cecil rørt til tårer, og han kategoriserede sin 3-årige verdensstjerne som en af de allerbedste heste verden nogensinde har set.

På papiret er der heller ikke meget imellem Frankel og Sea The Stars længere – kun et halvt kilo skiller dem ad i den officielle rating, og Frankel ser bare ud til at blive bedre for hver eneste start.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top