fbpx

Stroxx Carlras tog storløbs-hattrick i Mischa Kahns Minneslöpning

Rikke Rohbach Bonde valgte det perfekte løb at afslutte sæsonen med for den dobbelte Derbyvinder Stroxx Carlras, der søndag eftermiddag blev en sikker vinder af Mischa Kahns Minneslöpning på Bro Park.



Footstepsinthesand-sønnen var tilbage over milen efter sine to Derbytriumfer over 2400 meter, og i sin første start på Bro Parks dirt track kunne han tage førstepræmiens 125.000 svenske kronor i hænderne på sin faste makker Nicolaj Stott.

Stroxx Carlras lignede allerede en vinder ind på opløbet, hvor længe førende Noble Justice (Noble Mission) hurtigt takkede af, og op mod målstregen var det kun Lennart J:r Reuterskiölds Bro Park Trial-vinder Hey Brother (Hallucinate) der formåede at skabe en smule spænding om udfaldet.


Stroxx Carlras og Nicolaj Stott vinder Mischa Kahns Minneslöpning foran Hey Brother med Jacob Johansen. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.

Stroxx Carlras trak dog bare yderligere fra over de sidste 200 meter og vandt med små to længder, hvorefter der blev yderligere otte længder til Noble Justice på tredjepladsen.

Stroxx Carlras går nu på en yderst velfortjent vinterferie med fire sejre og to andenpladser i årets seks starter, som også har indbragt ham mere end to millioner svenske kronor på præmiekontoen til Stald Ras i Danmark.


Nicolaj Stott og Stroxx Carlras. Foto: Elina Björklund / Svensk Galopp.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top