Jydsk Væddeløbsbane er fredag aften vært for fem galopløb på stribe fra kl. 19:20. Hovedbegivenheden er Grand Cup, hvor navne som Itoldyouso, Precious, Pinerolo, Forever Young og Giovanni Torkdahl mødes over 2000 meter.

Birgitte Nielsen-trænede Itoldyouso (Go Go Gadget) bærer topvægten 66 kilo i opgøret, og han får Nicolaj Stott i bøjlerne.
Itoldyouso indleder sæsonen med et handicap på 84 ovenpå bare tre starter i fjor, hvor sæsonen blev afsluttet med en andenplads på 11 længders afstand af My Fortune (Appel Au Maitre) i Tortue Efterårshandicap på Klampenborg.
Den brune vallak, som nu er blevet syv år gammel, har endnu blot startet 12 gange i karrieren og vundet fem af gangene.
Spændende bliver det, om han i år vokser det ekstra stykke der skal til for, at han når op blandt Skandinaviens bedste. Han indleder 2025 med et handicap på 84, to kilo under sit hidtil bedste.