fbpx

Speedgirl til tops i Stutteri Thorskovgaards Valpreløb

For andet år på stribe blev vinderen af en fribedækning ved Go Go Gadget en hoppe der selv har Areion-hingsten som far. I fjor var det Go Go Dancer, og i år tilfaldt hæderen Kaj Sørensen-trænede Speedgirl, som under Mathilde Lund Johansen slog November Rain og Alli Cat.


Speedgirl vinder Stutteri. Thorskovgaards Valpreløb foran November Rain. Foto: Ole Hindby.

Bo Hansen, der har den norske Derbyvinder Go Go Gadget opstaldet på Stutteri Thorskovgaard, erklærede hurtigt efterfølgende, at Galoppens Venner kan bruge fribedækningen til en anden hoppe end Speedgirl.

Speedgirl er opdrættet af Stutteri Poulsensminde og helsøster til Jyllandsløbsvinderen Speedman og til Go Go Surprise, som i det foregående løb sæsondebuterede med en tredjeplads efter et længere virusforløb.

Førstepræmien i Stutteri Thorskovgaards Valpreløb var 35.000 kroner værd.


Og for at blive ved Go Go Dancer og Stutteri Thorskovgaard, så vandt den Birgitte Nielsen-trænede hoppe kort tid senere Champion Stakes Trial med trekvart længde til Northern Carlras (Bated Breath) og favoritten Flambeau Rouge (Dutch Art).

Forprøven til Jydsk Champion Stakes havde en førstepræmie på 21.000 kroner til Stutteri Thorskovgaard, som både er ejer og opdrætter.

Tidligere havde Birgitte Nielsen, Annie Nilsson-Lindahl, Stutteri Thorskovgaard og Go Go Gadget vundet endnu en sejr sammen, da Klaus Kamstrup-ejede Strada førte fra start til mål i et klasse-2-handicap over 1400 meter og let besejrede Kingof Pharoahs (American Pharoah) og Sir Antonelli (Most Improved).

Strada førte fra start til mål under Annie Nilsson-Lindahl. Foto: Ole Hindby.

I de 3-åriges Trial Trip over 2000 meter bragte Rikke Rohbach Bonde Arslev Racings Silverflame (Binary File) tilbage til Aarhus, hvor den skimle vallak aflagde maidentitlen i foråret.

Silverflame var mindst lige så god denne gang og sejrede sikkert med tre længders afstand til Spinoza (Juniper Tree) og førnævnte Go Go Surprise.

Hér var der 20.000 kroner til vinderen, og Silverflame er én af de heste vi med nok kommer til at se med en fremtrædende rolle i Jyllandsløbet den 2. juli.


Ejer Poul Egon Arslev og opdrætter Hanne Bechmann var på plads i Aarhus til at modtage Trial Trip-vinderen Silverflame. Foto: Ole Hindby.

Maidenløbet over 1550 meter gav sejr til Torben Christensen-trænede See The Universe (Sea The Moon), som Melissa Vesterholm formåede at holde gående til stregen og dermed fik afvist det sene angreb fra Foretell (Dark Angel) og forbedrede Lets Go Carlras (Juniper Tree).

See The Universe ejes af Lene og Kristian Andersens Stald Aros og fik 13.000 kroner for sejren.


Onsdagens sidste løb gik til Aalborg i form af Keld Chr. Karlsens Tony Soprano (American Post), som overlegent med 10 længder besejrede Kobayashi (Devil’s Drink) og Storm Wind (Appel Au Maitre).

Emilia Hvitved var bøjlerne på den overlegne vinder, som fortsat ejes af sin opdrætter Jan Olsen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top