Handicappernes festaften på Klampenborg fredag fik den hovedhistorie, der var lagt op til: I Sensommer Cup leverede Bettina Andersens Silver Legend varen som storfavorit og satte de rivaler på plads, der sluttede foran ham i Golden Mile (L) i maj. Aftenens tre velbetalte handicapfinaler endte alle på svenske hænder, mens 2-årsløbet blev vundet af Young Eagle for L.T. Racing og Veronika Jandová.

Sensommer Cup – aftenens klasse 1-handicap over 1600 meter – havde kun samlet fem heste, men til gengæld fem af de bedste.
Som storfavorit til odds 1,64 vandt Silver Legend (Dark Angel) med Oliver Wilson i sadlen med små to længder foran Karin Salling og Lea Olsens Sir Jeffrey (Hunter’s Light), mens Kajsa Lindsjø-trænede Chianti (Zarak) var yderligere tre længder tilbage på tredjepladsen. Flemming Velins Wapeka (Dubawi) måtte denne gang nøjes med fjerdepladsen.

Dermed vendte Silver Legend op og ned på resultatet fra Tattersalls Golden Mile (L) i maj, hvor både Wapeka og Sir Jeffrey sluttede foran ham. Light Valley Studs skimlede vallak gik ind i opgøret med feltets højeste handicaptal på 91 og hentede en førstepræmie på 36.500 kroner.

I klasse 3-finalen – med 120.000 kroner i præmiesum og aftenens største felt på 15 heste – stod svenske Max W Friberg for en helt personlig triumf:
Han ejer, træner og red selv Codify (Lawman), der sejrede med små to længder foran Søren Jensens Anchorage (Moohaajim) og dermed fulgte op på sin sejr i klasse 3-handicappet på samme bane den 15. august. Rikke Rohbach Bonde-trænede Flying Diamond (Tamayuz) blev tredje.

Klasse 5-finalen blev aftenens tætteste opgør. Go Get Happy (Go Go Gadget) bar topvægten på hele 68 kilo, men holdt med Nicolaj Stott en halv længde til Isaynomore (Giant Sandman), mens Bent Olsen-trænede Miss Twenty (Appel Au Maitre) var et kort hoved længere tilbage som tredje.

Vinderen, der ejes af Get Sound AB og er opdrættet hos Stutteri Thorskovgaard, trænes af den svenske amatørtræner Jonna Larsson – og førstepræmien på 32.800 kroner rejste dermed også over broen.

I klasse 4-finalen gentog amatørkollegaen Martin Persson til punkt og prikke sit resultat fra den 18. juli:
Lifestyle (Moohaajim) vandt med Jules Mobian foran staldkammeraten Nevercantell (Appel Au Maitre) med Jacob Johansen – begge i Perssons eget eje.

Denne gang var det godt en længde, der skilte de to, og med 45.000 kroner til vinderen og 25.000 til andenhesten – oven i Isaynomores andenplads i løbet forinden – blev det en særdeles indbringende aften for svenskeren.

Svensk blev det også i Novis Løb, hvor Jessica Long-trænede Iyan (Bated Breath) og Jacob Johansen var en længde bedre end King (Al Shemali) – Galoppens Venners eget opdræt – med Vincenzo (Juniper Tree) på tredjepladsen.
Iyan indledte sæsonen som ét af de mere betroede navne til både Svenskt og Dansk Derby, men lillebroderen til den svenske Derby-vinder Ayani (Starspangledbanner) og Sceptre Stakes-vinderen Iyana (Mastercraftsman) skulle helt hen til slutningen af august, før sæsonens første sejr kom i hus.
(Fotos af Iyan følger)

I klasse 2-handicappet tog Ricardo Ramallo-trænede Makenzie (Mustajeeb) sejren med Maikel Narvaez Bravo en halv længde foran Lea Olsens Giovanni Torkdahl (Lope De Vega), mens Bettina Andersens Lucien (Hurricane Red) under 64 kilo sluttede på tredjepladsen.
Dermed endte fem af aftenens syv sejre hos svensktrænede heste.

2-årsløbet, Scandinavian Open Yearling Sale Ærespræmie, gav Jules Mobian den første af aftenens to sejre: Young Eagle (Gleneagles) vandt med to sikre længder for L.T. Racing og Veronika Jandová – og til ejeren fulgte foruden ærespræmien en voucher på 10.000 kroner til Scandinavian Open Yearling Sale i september.

Young Eagle blev købt for €19.000 på sidste års oktober-auktion i Baden-Baden, og han har en imponerende afstamning som søn af den italienske Gruppe-3-vinder Nouvelle Noblesse (Singspiel).
Nouvelle Noblesse er i forvejen mor til 12 vindere, hvoraf den bedste er Noble Moon (Sea The Moon), der i 2018 var 2-årschampion i Tyskland og bl.a. vandt Preis des Winterfavoriten (Gr.3).

Nouvelle Noblesse har også produceret Listed-vinderne Noble Alpha (Shamardal) og Schwesterherz (Areion), samt tre øvrige Listed-placerede navne.
Annika Delinder-trænede Nimble Feet (Footstepsinthesand) – der ligeledes ejes af L.T. Racing – noterede endnu en andenplads og har nu været anden eller tredje i alle sine tre starter, mens debutanten Kir Royale (Go Go Gadget) fulgte hjem som tredje for Stald Kabo og Rikke Rohbach Bonde.




























