Det blev en Derbydag vendt på hovedet på Øvrevoll. Efter fem af dagens 10 opgør valgte banen at aflyse resten af programmet, og dermed er hverken Range Rover Norsk Derby eller Marit Sveaas’ Minneløp (Gr.3) afgjort endnu. Baggrunden var en glat græsbane og et dobbelt styrt, og jockeyerne ønskede ikke at ride videre.
“Sikkerheden kommer altid først. Jockeyerne ønskede ikke at ride på en glat græsbane. At flytte løbene til sandbanen er altid en mulighed, men på en dag som denne ville det ikke have fungeret. Dermed har vi ikke andet valg end at aflyse resten af løbsdagen,” sagde løbsleder Ola Jakobsen som kommentar til aflysningen.
Norsk Galops arbejdende bestyrelsesformand, Finn Kristiansen, lagde sig fladt ned.
“Vi må bare beklage. Det er meget trist, at vi var nødt til at gøre det her. Men beslutningen blev truffet af hensyn til sikkerheden for jockeyer og heste,” siger han i en kommentar.
Mandag morgen sættes der tiltag i gang for at finde ud af, hvorfor banen var glat i begge sving. Kristiansen understreger samtidig, at dagens uheld ikke uden videre kan lægges på banen.
“Som sagt vil sikkerheden altid komme i første række. Ulykken, hvor Our Bear tog Want Want med sig, havde imidlertid, så vidt jeg forstår, ikke noget med banen at gøre. De fem resterende løb, med Sveaas-løbet og Norsk Derby, bliver afviklet tirsdag med første start kl. 16.50. Vi skal nok sørge for, at de løb bliver gennemført trygt og godt. Og igen: Det her var trist, og vi må bare beklage over for alle, som var på Øvrevoll søndag,” udtaler Finn Kristiansen.
De fem løb, der mangler, er Polar Cup (L), Marit Sveaas’ Minneløp (Gr.3), Range Rover Norsk Derby, Alti Stayerløp og Frederique Constant Ladies & Gentlemen Cup.
Der skal starterklæres på ny til dem alle, og Øvrevoll vender tilbage med nærmere information.
De danske heste bliver på Øvrevoll frem mod tirsdag, og det samme gør efter alt at dømme den tyske Sommersby, der er anmeldt til Marit Sveaas’ Minneløp.
Dermed lægges der op til, at både den danske Derbyvinder Cosmopolitan og Lord Of The Moon fortsat kan møde hinanden i Norsk Derby, hvor 13 heste stod i det oprindelige felt.
Inden aflysningen nåede Niels Petersen at vinde dagens tre første løb med Carlos Lopez i bøjlerne – heriblandt Norsk Kriterium med Romanov, mens Cathrine Erichsen og Frida Valle Skar tog Lanwades Stud Fillies and Mares Stakes (L) med Irish Lioness.

























