To dages udsættelse, kritiseret græsbane og en aflyst søndag. Og så alligevel en aften, Øvrevoll kommer til at tale om i mange år. Stall GMs Super Smooth (Quarterback) vandt Range Rover Norsk Derby over 2400 meter og hentede førstepræmien på 651.250 norske kroner. Bag hesten står Gina Mathisen som ejer, opdrætter og træner – og i bøjlerne stod Willa Synøve M. Schou.
“Det her er utrolig stort, og det betyder virkelig meget for mig. Og ikke mindst er det en sejr for alle pigerne i sporten. Vi klarede det,” sagde en rørt Willa i vindercirklen.
Hun red et taktisk stærkt løb, lå fremme hele vejen, gik til angreb på det rigtige tidspunkt og havde svar, da Carlos Lopez kom flyvende med Bling Enterprises Phantom Bling (New Bay) i opløbet.
Der var trekvart længde mellem dem ved målstregen, mens Phantom Blings staldkammerat Lord Greystoke (Ulysses) blev tredje for Glæsner Racing ApS. Begge trænes af Niels Petersen.
De to sidste præmiepladser i opgøret blev delt mellem Jan-Erik Neuroths Nouvelle Fleur (Study Of Man) og Cathrine Erichsens Miss Alti (Lucky Vega), som ikke kunne skilles ad på målstregen.
Det danske håb blev til gengæld en skuffelse. Stald Shakers Cosmopolitan (Make Believe), der vandt Bucherer Dansk Derby tidligere på måneden, havde det svært hele vejen og endte sidst af de 12 deltagere i mål.
“Det gik præcis, som vi havde håbet. Jeg fik nogle længder, og samtidig vidste jeg, at Carlos ville komme nærmere mod mål. Jeg gav alt, og heldigvis havde vi lidt at svare med,” fortalte Willa.

For Gina Mathisen, den højt respekterede amatørtræner fra Andebu, var det dobbelt sødt, fordi Super Smooth er hendes eget opdræt ud af den norskfødte avlshoppe Smooth Escape. Faderen Quarterback (American Post) vandt selv Norsk Derby for Rune Haugen tilbage i 2015.
“Det her løb har været et mål for os hele vejen. At vinde Norsk Derby er det største, man kan opleve på en galopbane. At vi oven i købet kan gøre det med vores eget opdræt, er selvfølgelig meget stort,” fortalte hun til Øvrevoll og tilføjede: “Det er klart, vi skal fejre det her.”
Sejren kom efter en svær tid.
“Jeg må takke alle, som har hjulpet og støttet mig. Jeg har været igennem en hård periode, mistet både min mor og min far, og der gik mange tanker gennem hovedet på mig over målstregen. Jeg pegede mod himlen. Jeg er meget taknemlig for den her sejr og for, at det går så godt for mig i denne tid,” tillagde Willa.
Vanessa Ryall blev i 2017 den første kvindelige jockey med en Derbysejr på Øvrevoll, da hun vandt med High As A Kite (Manduro).
Ni år senere er Willa Schou den anden – det er næppe sket før, at en kvindelig træner og en kvindelig jockey har vundet et Derby sammen.

























