Irish Lioness og Frida Valle Skar triumferede i Lanwades Stud Fillies and Mares Stakes (L)

Frida Valle Skar kom fra en sejr på Ascot i Shergar Cup Mile, og to uger senere kvitterede hun på sin tidligere hjemmebane i Oslo. I Lanwades Stud Fillies and Mares Stakes (L) over 1600 meter red hun BFP Racings Irish Lioness (Invincible Army) til sejr for Cathrine Erichsen.

Irish Lioness og Frida Valle Skar på vej mod sejren i Lanwades Stud Fillies and Mares Stakes (L). Foto: Hesteguiden.com.

Irish Lioness og Frida Valle Skar vandt med en længde foran Lennart Reuterskiöld jr.’s norske 1000 Guineas-vinder Mehmas Air Force (Mehmas). Yderligere små to en halv længde efter fulgte Søren Jensen-trænede Taifuu (Japan), der dermed leverede løbets danske indslag på tredjepladsen.

Førstepræmien var 200.000 norske kroner værd.

Irish Lioness er opdrættet af Deerpark Stud og er ud af Elle Meme (Henrythenavigator). Sejren er en af de tungere i Cathrine Erichsens sæson – hun er den eneste kvindelige træner med en Norsk Derby-sejr på Øvrevoll og blev i 2024 banens første kvindelige trænerchampion.

Norske Frida Valle Skar, der til daglig har base hos Corine Barande-Barbé i Chantilly, havde fire ridt for Erichsen-stalden på programmet. Hun sad desuden op på Jan-Erik Neuroths Safari Moon (Appel Au Maitre), der blev sjette i Norsk Kriterium, og på Erichsens Zofi (Mutajally) i Sølvdivisjon Mile.

Resten af hendes program måtte dog vente. Efter dagens femte løb blev den norske Derbydag aflyst, og dermed er både Miss Alti i Range Rover Norsk Derby og staldkammeraten A Million Dreams i Alti Stayerløp udskudt til tirsdag.

Sidstnævnte løber i øvrigt også for BFP Racing og er helsøster til den danske Derby-toer King To Be.

Seneste artikler

Scroll to Top