Stall Sigfridssons Epsom Gold, det første afkom ud af championhoppen Ascot Brass, blev fredagens dyreste lot på Scandinavian Open Yearling Sale, med et hammerslag på 350.000 kroner til Beatrice Marsing. Samlet landede Scandinavian Open Yearling Sale under sidste års niveau, men toppen af markedet fandt sine købere.

Fredagens auktion på York Stutteri fik sin dyreste hest et godt stykke inde i kataloget. Lot 74, Epsom Gold, en brun hoppe efter den firedobbelte Gruppe 1-vinder Muhaarar, er det første afkom ud af Ascot Brass — champion 2-års hoppe i Skandinavien i 2019, champion 3-års hoppe året efter, elleve sejre fra 2 til 6 år i Sverige, Norge og Danmark og 5.432.307 SEK på kontoen.
Hun var anden i Cape Verdi Stakes (Gr.2) og tredje i Balanchine Stakes (Gr.2) på Meydan.
Stall Sigfridsson AB, som selv har opdrættet moderen, solgte datteren til Beatrice Marsing for 350.000 kroner. Hoppen går nu i træning hos Søren Jensen på Klampenborg.
Otte lots over 200.000
Bag hende fulgte et felt, hvor otte åringer skiftede ejer for 200.000 kroner eller mere.
Lot 88, en brun hingst efter Courage Under Fire ud af Eko Palace Bay, gik fra Stutteri Outback til Susanne Sivrup Rosenquist for 300.000.
Lot 1, Stutteri Hjortebos irskfødte Kameko-hingst ud af Flammable, blev solgt til svenske Väsby Häst AB for 280.000 i en privat handel, og lot 56 — den skimle Moohaajim-hingst ud af Oaks-vinderen Silverstone, hvis familie netop i ugen op til auktionen blev opdateret med Stepdances sejr i Dansk Kriterium — endte hos Stald Chili for 270.000.
To åringer delte 250.000: York Stutteris Footstepsinthesand-hingst ud af Victoria Placa (lot 63) til 1887 Consulting A/S / Stald Sotto, og Staffan Lidbeck Veterinär ABs skimle Appel Au Maitre-hingst ud af I Rely (lot 20) til Lars Jakobsen & Chris Petersen.
Sidstnævnte er halvbror til årets vinder af Dansk 2000 Guineas og Jydsk Derby, Albarella (Toronado).
Lindegården gav 230.000 for Hjortebos Mishriff-hingst ud af Lily Rose (lot 23), og Stald Klampenborg 210.000 for Moohaajim-hoppen ud af Princess Luna (lot 43).
Stutteri Hjortebo fik solgt 13 af sine 15 åringer og stod alene for 1.915.000 kroner — knap 39 procent af hele auktionens omsætning. Stall Sigfridsson solgte alle fire, de fremstillede, og York Stutteri fem ud af syv.
Tallene
91 åringer var katalogiseret, fem blev trukket inden auktionen, og 86 kom i ringen. 52 skiftede ejer — heraf otte i private handler — mens 34 gik tilbage til sælgerne.
Omsætningen blev 4.940.000 kroner mod 7.639.500 sidste år, et fald på 35 procent. Gennemsnitsprisen faldt fra 127.325 til 95.000 kroner, og clearance-raten fra 71,4 til 60,5 procent.
Antallet af fremstillede åringer var stort set uændret: 86 mod 84.
Medianprisen endte på 65.000 kroner — halvdelen af de solgte lots gik altså for det beløb eller derover. De ti dyreste stod tilsammen for præcis halvdelen af omsætningen, og seksten åringer nåede 100.000 kroner eller mere.
Et køligere marked
Billedet er dermed et marked, hvor udbuddet var det samme, men hvor færre købere var med hele vejen op. Det er ikke enestående for Skandinavien; de europæiske åringsauktioner har gennem hele sæsonen vist større spredning mellem toppen og midten af markedet.
Artiklen opdateres med fotos i løbet af lørdagen.
Auktionsresultat · alle tal
86 åringer kom i ringen, 52 skiftede ejer, og omsætningen landede på 4.940.000 kroner. 5 lots var udgået inden auktionen.
Solgt, tilbage og udgået
Dyreste lots
Omsætning pr. sælger
Omsætning pr. avlshingst
2026 mod 2025
| Tal | 2026 | 2025 | Ændring |
|---|---|---|---|
| Omsætning DKK | 4.940.000 | 7.639.500 | -35,3 % |
| Udbudte åringer | 86 | 84 | +2 |
| Solgt | 52 | 60 | -8 |
| Ikke solgt | 34 | 24 | +10 |
| Gennemsnitspris DKK | 95.000 | 127.325 | -25,4 % |
| Clearance rate | 60,5 % | 71,4 % | -11,0 pct.point |

























