Great Wish til Deauville, Lamborghini BF til Baden-Baden

To af øjeblikkets bedste sprintere i Skandinavien, Bent Olsen-trænede Great Wish og Fredrik Reuterskiöld-trænede Lamborghini BF, står foran hver deres internationale opgave på søndag. Great Wish starter i Prix de Meautry (Gr.3) i Deauville, mens det for Lamborghini BF gælder Tysklands største sprintopgør, Goldene Peitsche (Gr.2) i Baden-Baden.

Lamborghini BF og Elione Chaves vinder Bro Park Vårsprint (L). Foto: Elina Westrin / Svensk Galopp.

Fredrik Reuterskiöld har i Baden-Baden allieret sig med Tysklands dobbelte championjockey, halvdanske Thore Hammer-Hansen, som tirsdag aften vandt Marit Sveaas Minneløp (Gr.3) og var tredje i Norsk Derby på Øvrevoll.

Lamborghini BF (Holy Roman Emperor) har feltets tredjehøjeste handicap, kun overgået af engelske Holguin (Havana Grey) og franske Afandy (Mehmas).

Goldene Peitsche (Gr.2) rides over 1200 meter og har en samlet præmiesum på €55.000. Den endelige starterklæring til opgøret finder sted torsdag morgen frem til kl. 9.


Great Wish og Mickael Barzalona vinder Dubai Sprint (L) på Meydan. Foto/Copyright: Erika Rasmussen for GalopSport.

I Frankrig kommer Great Wish ligeledes ud over 1200 meter, og det bliver på den lige strækning over Deauvilles græstæppe.

Der er endnu ikke starterklæret med rytter, men efter alt at dømme genforenes Night Of Thunder-sønnen med Mickael Barzalona, som i vinter red ham først over stregen i Dubai Sprint (L) på Meydan.

På nuværende tidspunkt står der 12 deltagere tilbage i feltet, men der kan efteranmeldes til og med torsdag, hvorefter den endelige startliste ligger klar.

Prix de Meautry har en samlet præmiesum på €73.200 med 36.600 til vinderen.

De to Gruppeløb i Tyskland og Frankrig finder sted samtidig med Breeders’ Trophy-dagen på Bro Park, så der er nok at glæde sig til på søndag.

Seneste artikler

Scroll to Top