Den tredobbelte millionøse Silent Night, som i en blændende karriere vandt 10 af sine 38 starter og nåede et handicap på 90, får en ganske særlig start i stutteriet hos Pernilla Nilsson. “Hun forlader Sverige i denne uge og køres til bedækning på Coolmore – hvor hun skal besøge Auguste Rodin”, fortæller Pernilla til GalopSport.

Silent Night er en moderlivsimport efter Darleys 2000 Guineas (Gr.1)-vinder Night Of Thunder (Dubawi), og hun kom til verden på Rävdansens Stuteri den 13. maj 2017.
På trods af sit sene fødselstidspunkt var hun tidligt klar som 2-årig, og efter en andenplads i debuten den 13. juni på Bro Park, vandt hun sine næste tre starter på stribe – heriblandt Future Stars foran Nocentsinkentucky (Goldencents) og SM för 2-åriga Hästar foran Ascot Brass (Juniper Tree).
Netop Ascot Brass blev lidt af en ærkerivalinde for Silent Night, og de to jævnaldrene hopper fik lov at møde hinanden adskillige gange efterfølgende.
De skiftedes også til at vinde, men i 2020-udgaverne af Svenskt 1000 Guineas og Norsk 1000 Guineas var Silent Night den bedste.

Selv om den Patrick Wahl-trænede hoppe formåede at brillere igen og igen på de skandinaviske baner, var én af hendes største karrierebedrifter dog i Dubai, da hun i 2020-udgaven af Listed-opgøret Meydan Classic blev slået med hals af Godolphins Well Of Wisdom (Oasis Dream).
En tæt opløbskamp mellem Carlos Lopez og William Buick, som sidstnævnte trak sig sejrrigt ud af.
Silent Night vandt sine to sidste starter i 2023, men hun pådrog sig siden en karrieretruende skade, som hun dog kom sig over igen. I august sidste år forsøgte hun et comeback i SM Sprinters, men på trods af en brav præstation måtte hun tage til takke med fjerdepladsen efter godt 10 måneders løbsophold.

“Jeg har jo altid drømt om en dag at eje og opdrætte videre på Silent Night“, fortæller Pernilla Nilsson til GalopSport.
Og efter en endt løbskarriere, hvor Silent Night forgyldte sin ejerkreds i både penge og oplevelser, var det mod slutningen af 2024 muligt at få skruet en aftale sammen med Stall Klöver – Easy.
Det betyder samtidig, at Pernilla Nilsson står over for sin hidtil største avlssatsning, når Silent Night sendes af sted mod Coolmore i Irland.

På Coolmore venter et møde med forrige års dobbelte Derby (Gr.1)-vinder Auguste Rodin (Deep Impact), som i 2025 indleder hingstekarrieren til en bedækningstakst på €30,000 – svarende til ca. 345.000 svenske kronor.
Auguste Rodin, der igennem hele karrieren var i træning hos Aidan O’Brien på Ballydoyle, afsluttede sin 2-årssæson med at vinde Vertem Futurity (Gr.1) i Doncaster.
Som 3-årig vandt hingsten både Epsom Derby (Gr.1), Irish Derby (Gr.1), Irish Champion Stakes (Gr.1) og Breeders’ Cup Turf (Gr.1), og tidligere i år slog han til i Prince Of Wales’s Stakes (Gr.1) under Royal Ascot.

“Auguste Rodin var Gruppe-1-vinder som både 2-, 3- og 4-årig, og vandt seks Gruppe-1-løb i alt. Han er efter den japanske champion Deep Impact ud af en Gruppe-1-vindende Galileo-hoppe. Og så ligner han sin farfar Sunday Silence“.
“Det er et helt vildt eventyr vi skal på, og hvem ved hvad han koster om nogle år?”, siger Pernilla, som om lidt over et års tid efter planen står som opdrætter af ét af de mest interessante føl der kommer til verden i Sverige.
I videoen herunder kan Auguste Rodins triumf i Epsom Derby (Gr.1) genopleves. Det var hér, at han med sin uimodståelige afslutning fløj forbi King Of Steel (Wootton Bassett) og (i denne omgang) slukkede Kevin Stotts Derbydrøm på Epsom.