Lørdagen på Jägersro blev hjemmebanens Francisco Castros forestilling: Træneren vandt både dagens største løb, Roussica Mile, med Civilon og fortsatte sin imponerende 2-årsstime med Matteusinthejungle. Birgitte Nielsens Jazoo sørgede for en dansk sejr i overlegen stil.
Roussica Mile – med 124.000 svenske kronor i præmiesum over 1600 meter – blev afgjort efter en tæt opløbsduel: 7-årige Civilon (Hallucinate) holdt med Jacob Johansen i sadlen en hals til Lennart Reuterskiöld Jr-trænede Zidane (Areion), mens danskopdrættede Master Zone (Appel Au Maitre) var yderligere små tre længder tilbage som tredje for Stall Perlen.
Civilon vandt for Stall Liljetorp, er opdrættet af Ulf Henriksson og indløb en førstepræmie på 62.000 svenske kronor.

I 2-årsløbet fortsatte Castro, hvor han slap: Matteusinthejungle (Bungle Inthejungle) vandt let med en længde foran Veronika Jandová-trænede Space Memory (Space Blues) – der løber for L.T. Racing, som fredag vandt 2-årsløbet på Klampenborg med Young Eagle – og med hele 11 længder yderligere ned til Zamanta (War Front) på tredjepladsen.

Dermed har Castro vundet Jägersros seneste tre 2-årsmaidenløb i træk – efter High Coast Love den 2. august og Jack Dawson den 16. august.
Vinderen løber for BN Bygg Malmö AB og Jörgen Scherman – samme BN Bygg, som fredag aften vandt klasse 2-handicappet på Klampenborg med Makenzie.

Matteusinthejungle blev fundet og købt af Castro selv på sidste års Goffs Orby Sale Book 2 i Kildare Paddocks, hvor træneren fik hammerslaget i ringen på €14.000.
Den brune hingst er syvende vindende afkom ud af Hurricane Run-datteren Undulant Way, som selv var vinder som 3-årig og nært relateret til Gruppe-1-vinderne Single Empire og Court Of Honour.

Den danske sejr kom i klasse 4-handicappet over 2400 meter, hvor 3-årige Jazoo (Juniper Tree) med Nicolaj Stott sejrede overlegent med fire længder for træner Birgitte Nielsen og Stald Snap.
Anden blev Get Sound AB’s 13-årige veteran Kengät Jalassa (Helsinki) – og dermed fortsatte det gode døgn for både ejeren og træner Jonna Larsson, der fredag aften vandt klasse 5-finalen på Klampenborg med Go Get Happy.

I dagens første løb red Jacob Kvisla 10-årige Xtara (Xtension) til sejr med trekvart længde for træner Marie Lustig – foran Castro-trænede Tiberius Tide (Sea The Moon), der løber for danske Jakobsen & Rasmussen I/S.

I klasse 2-handicappet – med 114.000 kronor dagens næststørste pulje – sad Josefin Landgren på den amerikanskfødte Morecentsfrom KY (Goldencents), der under blot 53 kilo holdt trekvart længde til JWC Bloodstocks Bushwacker (Supremacy) fra Lennart Reuterskiöld Jr’s stald.
Vinderen trænes af Nina Lindberg Lensvik.

Hans-Inge Larsen fik også en fin dag: Nevile Chamberlain (Shalaa) vandt klasse 5-løbet overlegent med fem længder under Per-Anders Gråberg for Stall Sött och Salt, og samme ejer havde forinden set Spoonful Of Sugar (Exceed And Excel) – ligeledes Larsen-trænet – blive anden i det ene af dagens to klasse 5-sprinterløb, netop slået en hals af Oscar Berneklints egen-trænede Galileo Grace (Galileo Gold) med Elin Hedman.

Amatørløbet Wendes Artilleriregementes Cup 3 gik til Kate Alvesparrs Misty Blue (Geniale), som Nathalie Johnsson red til en let sejr på godt tre længder for træner Jaana Alvesparr.



























