Romantic Warrior slutter karrieren som den mest vindende nogensinde

Én af de bedste galopheste gennem alle tider, den 8-årige vallak Romantic Warrior, slutter karrieren. Det har Hong Kong Jockey Club netop annonceret.

Romantic Warrior. Foto: HKJC.

Problemer med det ene forben meldes som årsag for Romantic Warrior, der slutter karrieren som nummer to på TRC World Ranking.

Romantic Warrior er opdrættet i Irland og blev i 2019 købt af Hong Kong Jockey Club på Tattersalls i Newmarket. Prisen var 300.000 guineas, som svarer til ca. 2,75 millioner danske kroner.

Karrieren tæller 24 sejre og fem placeringer i 31 starter. Af de 24 sejre var 15 på Gruppe 1-niveau, og indtjeningen nåede enorme ca. 244 millioner kroner.

Han stillede næsten kun til start i Hong Kong, hvor han vandt det største løb, Hong Kong Cup (Gr.1), fire gange.

Blandt afstikkerne var bl.a. sejren i Jebel Hatta (Gr.1) på Meydan i 2025, hvor han også blev nummer to i Saudi Cup (Gr.1), og i 2023 vandt han Cox Plate (Gr.1) på Moonee Valley i Australien.

Romantic Warrior blev i Hong Kong trænet af Danny Shum, og de senere år var det kun den australske stjernejockey James McDonald, der sad på ryggen af ham. McDonald er lige nu nummer et på TRC World Ranking.


Seneste artikler

Scroll to Top