fbpx

RaceTime: “Vi sælger ikke åringer, vi sælger drømme”

“Vores store vision er at drive York Stutteri til et sted, der kan betragtes som et samlingspunkt for fuldblodsavlen, hvor know-how og service kombineret med ”state-of-the-art” faciliteter og den centrale beliggenhed kommer til at gå op i en højere enhed”.

York Stutteri tilbyder en professionel platform for opdrættere, hvor alle opgaver varetages af stutteriets ansatte. Herunder hører bl.a. klargøring af avlshopper til bedækning, hingstestation med kvalitetshingste, opdræt af føl, klargøring af åringer til auktion og ”pre-training”, foling og naturligvis den daglige opstaldning og pleje.”

– Karina og Alexander Elsass



Karina og Alexander Elsass er godt på vej til at realisere deres vision på York Stutteri.

Karina og Alexander har travlt. At drive et af Danmarks største galopstutterier er hårdt arbejde, og forretningen skal køre rundt. Der er nok at se til. Og York Stutteri er ikke kun et stutteri i almindelig forstand. Det er en stutterivirksomhed. Et full service hestehotel. Man byder på hele paletten.

Karina og Alexander Elsass modtager os midt i arbejdet med de mange fuldblodsheste. De er praktisk og varmt klædt på. Det er hensigtsmæssigt, når man arbejder med heste, og især når vi besøger dem på en af årets koldeste dage. Vi glæder os alle til, at det bliver varmere. Og vi glæder os til at skulle til væddeløb igen. Men så gør det godt med lidt hestesnak til at fordrive ventetiden.

Karina og Alexander står selv for stutteridriften, men de har to kvindelige ansatte til at hjælpe sig i stalden, Eva og Rikke samt Henning, der især tager sig af markdriften. Derudover har de Ulla på halvtid, der fungerer som stutteriets sekretær og bogholder.

York Stutteri har et jordtilliggende på 100 tønder land. En del med græs, og de laver selv hø. Der er også god hjælp at hente fra Alexanders mor og far, Kiddy og Nick Elsass. De dukker begge op kort efter vor ankomst. De hjælper til på mange måder.

En af Nicks faste opgaver er aften/natfodringen, men han er også behjælpelig på kontoret, og han sparrer løbende med Alexander. Kiddy er den eneste med grønt bevis i familien, der også består af Emma og Oliver, Karina og Alexanders børn.

Familien Elsass bor i to store separate, gule boliger på det idylliske Stumpedyssegård. Grunden blev købt og boliger og stalde opført i 1999. Alt falder flot ind i det omkringliggende landskab. Allerede ved indkørslen fornemmer man en særlig stemning. Det fortsætter, når man kommer til hovedbygningerne, staldene og det store ridehus. Der er flot. Der er rent. Der er styr på det. Det indtryk gentager sig, når man besøger de velholdte stalde.



SAMLINGSPUNKT FOR FULDBLODSAVLEN

Karina og Alexander overtog driften af York Stutteri den 1. oktober 2010 efter en vanskelig periode for Kiddy og Nick Elsass i kølvandet på finanskrisen.

Det endte med at Kiddy og Nick solgte Sjælsølund, hvor de boede, og flyttede til Stumpedyssegård. Varmblodshestene og de fleste fuldblodsheste blev solgt, men de fik skibet gennem stormen.

Drivkraften var der, og kærligheden til galopsporten bestod. Karina og Alexander bakkede op, og Alexander fik mulighed for at realisere sin drøm om at skabe et professionelt samlingspunkt for fuldblodsavlen. En drøm, der bl.a. virkeliggøres, når der årligt er Scandinavian Open Yearling Sale på York Stutteri.


PRINSEN PÅ DEN HVIDE HEST

Karina og Alexander var begge engageret hos Brian Wilson, da de blev forelskede. En dag kom Karina ridende ind på staldanlægget. Alexander så hende, og han var straks fortabt.

Karina er ikke en prins, men en prinsesse, og hesten var ikke hvid – men alligevel. Sådan fortæller Alexander om, hvordan de mødtes, medens han sender et kærligt blik til Karina. Det blev til bryllup i 2007.

Alexander arbejdede på Irish National Stud, Karina hos John Oxx, og senere blev det til et ophold på et stutteri i Australien. Så de ved, hvad det drejer sig om, og Alexander har derudover en uddannelse som markedsføringskonsulent.


FAMILIESAMMENHOLDET ER STÆRKT

Kiddy og Nick Elsass ejer Stumpedyssegård, der er opkaldt efter en 5000 år gammel vikingegrav, en stumpedysse, dvs. en kort dysse. York Stutteri, der er navngivet efter den legendariske avlshingst Richard Of York, drives af Karina og Alexander Elsass og ud over de to sidder Kiddy og Nick i bestyrelsen.


GRUNDLAGT I 1992 PÅ BREGNERØDGÅRD

York Stutteri blev grundlagt i 1992 på Bregnerødgård af Kiddy og Nick Elsass. Stutteriet har 10 gange været det mest vindende danske fulblodsstutteri.

York har opdrættet over 200 heste, der har vundet mere end 250 sejre. Blandt de mere kendte kan nævnes Derbyvinderne Just Pile It og Tigress Eleven (opdrættet af The Handsome Foursome), Lady Clementine, der selv var storløbsvinder og i avlen er mor til bl.a. derbyvinderen Sir Henry, samt stutteriets første millionøse Blue Mary.

Af avlshingstene fortjener især Academy Award, der var ejet sammen med Stutteri Hjortebo, at blive nævnt.

Familiesammenholdet er stærkt – det mærker man øjeblikkeligt, og det er uden tvivl blevet styrket af de prøvelser, man har været gennem.


SMÅBØRN SKAL HENTES OG BRINGES

Drillende bemærkninger flyver gennem luften mellem far og søn. Det er et sundhedstegn. Der bor to familier på Stumpedyssegård, men de fungerer som én familie. Tre generationer sammen. Det rummer mange fordele, bl. a. når der er småbørn, der skal hentes og bringes.


TRE AVLSHINGSTE

Der er travlhed i stalden. Man befinder sig i en overgangsperiode. De tre avlshingste, der er opstaldet på York Stutteri, Binary File, Juniper Tree og Wilshire Boulevard er ikke begyndt at bedække endnu, men det kommer snart – og lysten er der.

Flere aktive væddeløbsheste har været på vinterferie på York Stutteri. De fleste har lige forladt stutteriet for at vende tilbage til deres trænere.

Endelig har flere avlshopper folet eller er på vej til det. Medens vi drikker kaffe virker Karina lidt urolig. TV’et er slukket, og hun kan ikke følge med i, hvad der sker i stalden.

Around The Corner, der var anden i Dansk Oaks, venter sit første føl og skal snart fole. Alexander tænder for fjernsynet, og samtalen kan fortsætte. Karina er tilfreds.


DET GØR STUTTERIET TIL NOGET SÆRLIGT

York Stutteri ejer kun selv et fåtal af de opstaldede avlshopper. Og det gør stutteriet til noget særligt. Til noget nyskabende. Man passer andres heste.

Mange hesteejere går med en drøm i maven om selv at blive opdrættere, men mangler viden, erfaring, plads og tid til at være det. Den opgave løser York for dem.

Her har man faciliteterne og den nødvendige know-how. De opdrætter også føl for hesteejere, der har investeret i føl, og beder Karina og Alexander om at opdrætte dem, indtil de er klar til salg eller skal i træning. Af og til bliver de også bedt om at udvælge et godt føl.


DER ER TRAVLHED I STALDEN

Den konstruktion udelukker næsten med sikkerhed, at vi fremover vil se York Stutteri som årets championopdrætter. Til gengæld kan man glæde sig over alle de galopheste, der er født og opvokset på York Stutteri eller som er blevet købt i udlandet som føl og er opdrættet på York Stutteri.

Til den første kategori hører en af dette års derbyfavoritter Sømkongen Carlras, der er opdrættet af Stutteri Ras, men hvor moderen, Dirtybird er opstaldet på York Stutteri og Sømkongen Carlras opvokset på stutteriet.

Og i den anden kategori finder vi bl.a. den dobbelte Oaksvinder Elektra Art og Vinterfavoritten Daurehøj Carlras. Begge er købt som føl i udlandet, men opvokset på York Stutteri.


AVLSHINGSTENE SUPPLERER HINANDEN GODT

Som allerede nævnt er der opstaldet tre avlshingste på York Stutteri, og de supplerer hinanden godt, mener Alexander.

Binary File efter Nureyev ud af Binary v/ Rainbow Quest ejes af familien Elsass, og han er den eneste af de tre, der har afkom, der allerede har løbet. Binary File vandt selv storløb på såvel dirt, Pramms Memorial (L) på Jägersro, som på græs, Marit Sveaas Minneslöp (Gr.3) på Øvrevoll.

I avlen er han bl.a. far til Klampenborgyndlingen The Kicker, Derbytoeren og Oaksvinderen Summertime, der nu er i avlen, samt en af favoritterne til dette års Danske Derby, Sømkongen Carlras.

Juniper Tree startede som avlshingst på York i 2015, og åringestalden på York er fyldt med lovende afkom efter Juniper Tree. Han er efter verdens førende avlshingst, Galileo og ud af den 5-dobbelte Gruppe-1- vinder Alexander Goldrun v/Gold Away.

Juniper Tree var tredje i sin løbsdebut bag den senere engelske og irske Derbyvinder Australia, men en skade stoppede for mulighederne for en stor løbskarriere.


“VI SÆLGER IKKE ÅRINGER, VI SÆLGER DRØMME”

Juniper Tree ejes af et triumvirat bestående af familierne Rasmussen, Nørgaard og Elsass. Såvel Alexander som Karina understreger flere gange i løbet af vor samtale det tætte samarbejde med Carsten Nørgaard (Stald Seeland) og Cai Rasmussen (Stald Ras) og deres betydning ikke alene for Karina og Alexander og familien Elsass, men også for dansk galopsport.

Seneste skud på stammen er den Familien Flemming Velin-ejede, meget veltrukne Wilshire Boulevard. Han er 3⁄4 bror til gruppe-1-vinderen Zoffany. ”Champion First Season Sire” og en af de mest hotte avlshingste i Europa.

Wilshire Boulevard er efter vinderen af Grand Criterium (Gr.1) Holy Roman Emperor og ud af Tyranny v/ Machiavellian. Wilshire Boulevard var selv gruppeløbsvinder på The Curragh og senere fjerde i Gran Criterium (Gr.1) på Longchamp. De første føl efter Wilshire Boulevard får vi at se i år.


SCANDINAVIAN OPEN YEARLING SALE ER KOMMET GODT I GANG PÅ YORK

For tre år siden blev Scandinavian Open Yearling Sale relanceret og placeret tilbage til York Stutteri. Det blev en succes med rekordomsætning, og succesen er fortsat de kommende år og har givet åringsauktionen et kvalitetsløft.

En investering i en galophest er en stor beslutning, og derfor har det altid været vigtigt for Alexander, at en galopauktion foregår i et miljø, der stimulerer til, at man får lyst til at bruge penge.

Eller som Nick Elsass siger det: ”Vi sælger ikke åringer, vi sælger drømme.”

York Stutteri har alle forudsætningerne med dets beliggenhed i smukke naturomgivelser og tilmed indenfor rimelig afstand af København.

Ud over at lægge ridehus og staldfaciliteter til, er stutteriet nu også ansvarlig for sponsorer og hospitality. Dansk Galop står for auktionen, og som dets direktør Peter Knudsen udtalte efter den sidste auktion, er Yorks iscenesættelse dybt professionel.


HVAD MED FREMTIDEN?

Umiddelbart inden Karina og Alexander overtog driften af York Stutteri købte et privat syndikat Mingun, en halvbror til Kingmambo, og opstaldede ham på York.

Forventningerne til Mingun var skyhøje, men de blev ikke indfriet, og Mingun er senere solgt til Tunesien. Det var lidt af en mavepuster, der næsten tog luften fra os, siger Alexander. Han var en skuffelse som avlshingst i Danmark og en økonomisk bet. Ikke den bedste begyndelse.

I dag er der optimisme på York. Man har gode avlshingste opstaldet, og familien er meget optimistiske, når det gælder de 16 åringer, der p.t. har deres hjem på York.

Der er også flere nye og lovende avlshopper, der venter deres første føl. Alexander nævner bl.a. Duke Of Marmalade-datteren Annaboda, der vandt Mowerinaløb og Norsk Oaks og som netop har fået et hingstføl efter Born To Sea.

Endvidere superhoppen Tatoosh, der også vandt Mowerinaløb samt Fawzia Stakes tre gange. Tatoosh er i fol ved Juniper Tree.

Generelt glæder såvel far som søn sig over, at totalisatorspillet nu bliver liberaliseret. Det giver ny ilt, men når den er hørt op, er det vigtigt, at man har fundet en bæredygtig, langsigtet løsning for overlevelse, siger Alexander.

Arbejdshandskerne skal på. Galopsporten skal kunne stå på egne ben, og det er helt nødvendigt at spillet kommer op, tilføjer Nick. Vi lever af spillet.

Begge følger de den debat, der lige nu er på GalopSport om bl.a. opdrætternes vilkår. De er for nytænkning på området, også for at importer får adgang til alle de klassiske løb på Klampenborg Galopbane.

Men det er vigtigt, at man gør det velovervejet og gradvis, så man ikke smadrer vilkårene for dansk avl, slutter Alexander.

Picture of Klaus Bustrup

Klaus Bustrup

RaceTime. Født 1947 i København. Har i sin professionelle karriere været administrerende direktør i Landbrugsraadet (i dag Landbrug & Fødevarer) 1994-2008. Formand for Danidas Styrelse 2008-13 og formand for FødevareBanken 2013-19. Klaus har som sin bror Per haft sin gang på Klampenborg Galopbane i mere end 60 år.

Seneste artikler

Scroll to Top