“Vi har accepteret invitationen, og Queen Azteca starter i UAE Derby”, fortæller Niels Petersen søndag formiddag til GalopSport. UAE Oaks-vinderen Queen Azteca rejser således ikke med resten af holdet tilbage mod Norge, og Skandinavien er med på World Cup-dagen den 5. april.

Queen Azteca (Sharp Azteca) ejes after danske Kiri og Tom Glæsner Larsens Glæsner Racing, og hun har vundet to af sine tre starter på Meydan siden ankomsten fra Norge i efteråret.
Senest leverede hoppen en massiv ophentning over de sidste meter af UAE Oaks (Gr.3), og den klassiske triumf medførte en officiel invitation fra Dubai Racing Club til at starte i UAE Derby (Gr.2) på én af verdens største væddeløbsdage.
“Vi har som bekendt haft flere muligheder og mange tanker omkring den umiddelbare fremtid. Vi har kraftigt overvejet at sende Queen Azteca direkte til USA med tanke på en start i Kentucky Oaks, og så har vi også vurderet forskellige købstilbud”, siger Niels og fortsætter:
“Men en start i UAE Derby føles som det rigtige. Vi er på plads hernede i forvejen, alt er som det plejer at være i stalden, og vi behøver ikke at ændre på noget som helst”.

Samme dag som Queen Azteca vandt UAE Oaks (Gr.3), blev hingstenes forprøve til UAE Derby (Gr.2) redet et par løb tidligere. Vel at mærke over samme distance.
Queen Azteca vandt UAE Oaks i tiden 2:00,43 – mens Bhupat Seemar-trænede Galactic Star (Improbable) vandt Al Bastakiya (L) i 1:59,33.
Galactic Star løb altså lige under et sekund, eller matematisk lige under fem længder, hurtigere end Queen Azteca.
“Men en væsentlig faktor, som vi har taget med os, er selvfølgelig også at Queen Azteca løb med 57 kilo på ryggen, mens alle hingstene i Al Bastakiya kun løb med 55 kilo”.
“Når vi møder dem i UAE Derby skal de bære to kilo mere end Queen Azteca, så der bliver altså tale om en vægtforskel på fire kilo i vores favør”.
“Vi er på ingen måde slået på forhånd i forhold til Al Bastakiya-formen, og det tæller yderligere til vores fordel, at UAE Derby nok skal blive redet i et langt højere tempo end UAE Oaks”, analyserer Niels.
Den mangedobbelte skandinaviske championtræner medgiver siden, at han endnu ikke kender alle hestene som kommer med, og at det stadigvæk påkræves, at Queen Azteca kan løfte sig yderligere.
“Jeg ved, at både vinderen og andenhesten fra Saudi Derby kommer, og det samme gælder vinderen og andenhesten fra Al Bastakiya. Derudover kan der jo stadigvæk dukke hingste op fra Europa, USA og Asien, men på nuværende tidspunkt ser det ud til, at hun bliver den eneste hoppe i feltet”.
“Vores mål er, vel vidende at det her bliver en meget hård opgave, at hun får en placering, at hun får del i pengepræmien. Det er en stor mundfuld, men hvis ikke vi troede på det, ville vi heller ikke have takket ja til invitationen. Så havde vi valgt en af de andre muligheder”.
Mens Queen Azteca bliver i Dubai til efter World Cup-dagen, hvorefter de kommende valg omkring hende skal træffes, er det meningen, at resten af Niels Petersens Dubai-hold inden længe flyves hjem til Norge.

“Det er stor sandsynlighed for, at hestene vender hjem den 18./19. marts, men det er ikke endeligt på plads endnu”.
“Vi har to ustartede 3-årige, Acapulco Sunrise (Almanzor, red.) og Mr Pirelli (The Factor, red.), der starter i prøveløb på Meydan på onsdag. De har trænet godt hele vinteren og haft stor glæde af varmen, og de går nu prøveløb for at kunne komme hjem og starte direkte når sæsonen begynder i Skandinavien. Begge er fine, klassiske kandidater”, siger Niels.
“Også Wassim (Zarak, red.) og Grey Tycoon (Dark Angel, red.) har trænet godt i Dubai. Vi har ikke som sådan haft nogen løb i kikkerten til dem, men de kommer hjem i storartet form, og Wassim går formentlig direkte ud i Dansk 2000 Guineas”.

Selv om Niels Petersens Dubai-eventyr 2025 langt fra er slut endnu med udsigten til Queen Aztecas start i UAE Derby (Gr.2), er han ikke bleg for at sammenfatte satsningen:
“Det har været en utrolig vinter, og stalden har klaret sig godt. Hestene har indløbet godt 3,5 millioner norske kroner på 23 starter, og det er blevet til en klassisk Gruppe-3-sejr, to tredjepladser i Gruppe-2 med Easywithme (El Kabeir, red.) og en tredjeplads i Jumeirah 2000 Guineas til War Sox (Kameko, red.) forleden”.
“Jeg er glad for, at oplægget fungerer, og jeg håber, at have skabt fundamentet for at turen kan lade sig gøre i fremtiden også”.
“Under alle omstændigheder kommer hestene hjem i upåklagelig form, og vi står kanonstærkt til den skandinaviske hovedsæson”.
