fbpx

Icecapadas første åring solgt til Norge

Det første afkom ud af den tidligere skandinaviske championhoppe og femdobbelte Listed-vinder Icecapada, er nu på vej til at gå i træning på Øvrevoll. “Joca Stable har netop solgt hingståringen til Wibecke Nagell-Erichsen”, afslører Alexander Elsass.


Gleneagels-sønnen fotograferet otte måneder gammel i York Stutteris løsdrift.

Gleneagles-sønnen går dermed i træning hos Niels Petersen, som også trænede moderen igennem hele løbskarrieren for Nils Petter Gill.

Icecapada vandt 12 gange og indløb tæt på fire millioner norske kroner i sin storartede karriere, der i 3-årssæsonen bød på klassisk triumf i Svenskt 1000 Guineas, samt andenpladser i Norsk Derby (L) og Norsk 1000 Guineas.

Som ældre løb Icecapada sig hurtigt direkte ind i den absolutte elite, og hun dominerede længe blandt hopperne med to sejre i både Bloomers’ Vase (L), Stockholm Fillies & Mares Stakes (L) og Erik O Steens Memorial samt en enkelt i Lanwades Stud Stakes (L).

Desuden var hun bl.a. tredje i Stockholm Cup International (Gr.3) og Stockholms Stora Pris (Gr.3) samt fjerde i Meydans Balanchine Stakes (Gr.2).

Icecapada/Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.
Icecapada og Elione Chaves. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Icecapada blev i første omgang forsøgt solgt på et par internationale auktioner, og først ad omveje havnede hun til slut på York Stutteri i danske Joca Stables’ regi.

Den 27. januar 2022 producerede hun sit første levende føl, en skimmel hingst efter Coolmores bundsolide firedobbelte Gruppe-1-vinder Gleneagles (Galileo), som hidtil er far til to Gruppe/Grade-1-vindere i form af Man O’War Stakes-vinderen Highland Chief og Prix de Royallieu-vinderen Loving Dream.

Sidstnævnte, som også vandt Ribblesdale Stakes (Gr.2) på Ascot, er ud af en Danehill Dancer-hoppe, mens Icecapada selv er efter Danehill Dancer-sønnen Mastercraftsman.

Icecapada er også halvsøster til den skandinaviske champion og nuværende avlshingst Hurricane Red (Hurricane Run), som vandt Stockholms Stora Pris (Gr.3) tre gange, og hun er nært relateret til den netop pensionerede Oaks- og Listed-vinder Havana Red (Havana Gold).

Icecapada ses herover med sin Gleneagles-søn mens han endnu ikke havde adopteret sin mors farve. Foto: Photos by JM.

Icecapadas Gleneagles-søn er én af de mest markante åringer vi nogensinde har opdrættet på stutteriet, og det er derfor også en betydelig handel som er foregået parterne imellem”, tilføjer Alexander Elsass.

Niels Petersen supplerer:

“Jeg ved jo hvor god Icecapada var, for jeg trænede hende hele karrieren igennem og hun blev bare bedre og bedre med tiden. Ham hér ligner Icecapada meget, og han er en stærkere udgave af sin mor”.

“Jeg har haft øjnene på ham længe og har kæmpet for at sikre ham til stalden siden jeg så ham første gang i den danske Oaks-weekend. Han er danskopdrættet, men kunne lige så godt have været handlet på en af de store, internationale auktioner, og jeg er virkelig glad for, at Wibecke slog til”.

Icecapadas første afkom skal løbe i de samme farver som Wibecke Nagell-Erichsens Derbyvinder Iron Butterfly. Foto: Burt Seeger.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top