Acapulco Sunrise vandt Jydsk Derby for Elkær Stutteri

Niels Petersen fik lørdag sin første vinder af Jydsk Derby nogensinde, og Elkær Stutteri den første siden deres eget opdræt Singita triumferede i 2003, da Acapulco Sunrise i sit livs blot tredje start sejrede let med to længder foran Go Go Flame og No Surrender.



Acapulco Sunrise havde været på den længste rejse af samtlige 12 deltagere i det jydske Derbyfelt, men turen fra Øvrevoll mod Jydsk Væddeløbsbane blev aldrig noget problem for Almanzor-sønnen, som tilbragte vinteren under de varme himmelstrøg i Dubai.

Den fukse hingst var sidst ude af startboksen under Carlos Lopez, og nogen helt let rejse fik parret heller ikke undervejs over de 2150 meter på ovalen i Aarhus.

På bagsiden havde Lopez dog fået placeret sin hest lige bagved Lea Olsens svenske 1000 Guineas-vinder Zarina (Appel Au Maitre), og hér blev den norsktrænede udfordrer indtil opløbsstrækningen.

Først inde på den lige bane var Bent Olsens svenske 2000 Guineas-vinder No Surrender (Giant Sandman), som søgte at gå i sin storebror King Ferdinands hovspor med en Jydsk Derby-sejr. No Surrender nedkæmpede i første omgang indvendige Makaveli (Sands Of Mali), men derefter viste Go Go Flame (Go Go Gadget) sig udvendigt for Nicolaj Stott.

I midten af banen blev Zarina lagt til angreb af Oliver Wilson, og et kort sekund så løbet helt åbent ud.

Og så blev det hele alligevel afgjort i løbet af få galopspring, da Acapulco Sunrise blev sendt frem mellem de to Guineas-vindere og hurtigt fik det endelige overtag.


Acapulco Sunrise vinder Sparekassen Kronjylland Jydsk Derby foran Go Go Flame og No Surrender. Foto: Ole Hindby.

Acapulco Sunrise kom i mål med to længders afstand til Go Go Flame, der akkurat fik presset sig forbi No Surrender, og siden fulgte Zarina og Makaveli på de sidste præmiegivende pladser.

Førstepræmien i Sparekassen Kronjylland Jydsk Derby 2025 var 255.000 kroner værd for Ingermarie og Thorkild Møller Nielsens Elkær Stutteri, og som fortalt i indledningen var det parrets første sejr i Provinsens største galopløb siden deres egenopdrættede hoppe Singita (Diaghlyphard) vandt opgøret i 2003.

Elkær Stutteri købte deres nyslåede jydske Derbyvinder som åring på Goffs Orby Sale i Irland, hvor Niels Petersen og agent Edgar Byrne sammen fik hammerslaget.

Acapulco Sunrise er halvbror til fire vindere og ud af den dobbelte vinder Dayita (Dansili), som selv er halvsøster til de store champions og avlshingste Daylami (Doyoun) og Dalakhani (Darshaan), fra én af Aga Khans mest stolte blodlinjer.


Acapulco Sunrise og Carlos Lopez vinder Jydsk Derby. Foto: Ole Hindby.

“Vi har altid haft Jydsk Derby i tankerne med ham”, udtalte Niels Petersen til GalopSport efter hesten i slutningen af maj havde aflagt sin maidentitel over 2200 meter på Klampenborg. Forinden havde han debuteret over 1600 meter med en tredjeplads bag No Surrender og Go Go Flame, som han netop fik taget revanche mod denne lørdag i Aarhus.

Med karrierens første store mål i hus, kan Petersen og Elkær Stutteri nu se frem imod det næste, som bliver Norsk Derby hjemme på Øvrevoll den den 24. august.

“Han får nok en start mere i mellemtiden, men hidtil har alting gået efter planen. Han var med i Dubai for at træne og modnes over vinteren, og efter debuten over 1600 meter blev han sat op i distance. Han har nu vundet to gange over cirka 2200 meter, og de ekstra 200 meter bliver heller ikke noget problem, måske snarere en fordel”, sagde en glad Niels Petersen efter sin første sejr i Jydsk Derby.

Acapulco Sunrise og Carlos Lopez modtages af ejerparret Ingermarie Due Nielsen og Thorkild Møller Nielsen, samt træner Niels Petersen. Foto: Ole Hindby.

Mere fra løbene på den Jydske Derbydag følger.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top