Der er ingen grund til at fortvivle, såfremt man står bag en af de 10 deltagere som ikke trækker sig sejrrigt ud af søndagens svenske Derby Trial på Jägersro. Historien vil det nemlig sådan, at det kun er sket to gange de seneste 20 år, at Trial-vinderen også vinder Svenskt Derby.
Bent Olsen-trænede Red Cactus (Hard Spun) klarede bedriften i 2019, og han havde for alvor historien imod sig, idet man på det tidspunkt skulle 13 år længere tilbage i tiden for at finde den seneste Trial/Derby-vinder.
Det var i 2006, hvor Fredrik Reuterskiöld-trænede Mad Dog Slew (Slew City Slew) først besejrede Double It (Docksider) og præcis en måned senere kunne henvise Wido Neuroths Nobileo (Galileo) til andenpladsen i Svenskt Derby, som på det tidspunkt havde Listed-status.
Francisco Castro-trænede Highway (King’s Theatre) sluttede i øvrigt på tredjepladsen i både Derby Trial og Svenskt Derby dét år.
Siden 2006 er det altså kun lykkedes for en enkelt vinder af Derby Trial at gå hele vejen i Derbyet, hvorimod Voterlöpning har været en anderledes succesrig rute.
Siden Voter blev indstiftet i 2008, er det nemlig lykkedes for både Swing That Cat (2008), Handsome Hawk (2009), Moe Green (2010), Bomar (2012), Hurricane Red (2013) og Bullof Wall Street (2020) at tage Voter/Derby-doublen.
Til gengæld har Voter lidt af nyere tids historie imod sig, idet kun to vindere af de seneste 10 udgaver også har formået at slå til i Derbyet.
I 2021 blev Stroxx Carlras (Footstepsinthesand) bortvist fra start i Voterlöpning, men han tog siden revanche ved at vinde Svenskt Derby med det mindst mulige foran Voter-vinderen Wolfof Vancouver (Speightstown).
Historien fortæller dog også, at Wido Neuroth-trænede Bokan (Soldier Of Fortune) i 2015 sluttede på andenpladsen i Svenskt Derby Trial, hvorefter han strøg til tops i Derbyet, og allerede året efter gentog Lennart J:r Reuterskiöld-trænede Duke Of Burden (Footstepsinthesand) kunststykket.
Bokan og Duke Of Burden er de to seneste svenske Derbyvindere, som forinden havde startet i Derby Trial uden at sejre.
På søndag rides årets udgaver af Voterlöpning og Svenskt Derby Trial på Jägersro. Jessica Long-trænede Ayani (Starspangledbanner) er klar favorit i førstnævnte opgør, mens det ser noget mere åbent ud i sidstnævnte.
Og baseret på de senere års svenske Derbyhistorie, kan det sagtens være, at vi slet ikke ser den kommende Derbyvinder blandt søndagens 23 kandidater.
Det er nemlig sket to gange indenfor de seneste seks år – i 2017 med Dorcia (Henrythenavigator) og så sent som i fjor med Hard One To Please (Fast Company) – at Derbyvinderen kom fra andre opgaver end Voter og Derby Trial.
Tre gange, hvis man også medregner Stroxx Carlras.