Goffs Autumn: Jessica Ohlson og Bettina Andersen i markedet på andendagen

Jägersro-træner Jessica Ohlson var for anden dag i træk i markedet på Goffs Autumn Yearling Sale i Kildare, hvor også Bettina Andersen meldte sig på banen med købet af en fuks hingst efter Footstepsinthesand.


Lot 360, en fuks hingst efter Highland Reel, blev købt af Jessica Ohlson. Foto: Jessica Ohlson.

Jessica Ohlson, som på førstedagen købte en hingst efter Galileo Gold (Paco Boy) ud af Gruppe-3-placerede Ball Girl (Tagula), fulgte onsdag op med hammerslaget på lot 360, en fuks hingst efter Highland Reel (Galileo).

Hingsten er første afkom ud af den ustartede Exceed And Excel-datter Cinderswood, fra samme moderlinje som Niarchos-familiens legendariske champions Miesque, Kingmambo og East Of The Moon.

Jessica Ohlson på Goffs. Foto: Alex Cairns / ITM.

Bettina Andersen kan drømme om at have sikret en arvtager for Klampenborg-staldens eminente hæderskæmpe Sandtastic (Footstepsinthesand), som netop er gået gennem sin 10-årssæson med fire sejre, hvilket bragte ham op på 22 i alt.

Bettina Andersen købte nemlig en anden fuks søn af netop Footstepsinthesand, lot 451, som er første afkom ud af vindende Feel Good Factor (Dutch Art), og fra en moderlinje som har produceret mange gode vindere – heriblandt Gruppe-3-vinderen Euphrasia, som bl.a. også var tredje i Tattersalls Gold Cup (Gr.1).

Tredje- og sidstedagen af Goffs Autumn Yearling Sale skydes i gang torsdag kl. 11 skandinavisk tid.

Lot 451, en fuks hingst efter Footstepsinthesand, blev købt af Bettina Andersen. Foto: GalopSport.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top