fbpx

Føltid: Hingst ud Paris Pearl, hoppe ud af Sena på Stestrup Møllegaard

Opdrætter Stine Julø på Stestrup Møllegaard ved Ringsted kunne med fem dages mellemrum byde velkommen til årets to første føl på stutteriet. “To ukomplicerede folinger, og begge hopper nedkom på terminsdatoen”, beretter Stine.


Maria Westman og Brian Wilsons hoppeføl efter Juniper Tree ud af Sena (Dutch Art). Foto: Maria Westman.

Den 21. februar nedkom Maria Westman og Brian Wilsons 6-årige Dutch Art-datter Sena med sit første afkom. “Et yndigt og kvikt hoppeføl med Juniper Tree som far”.

Sena kom til Danmark i begyndelsen af 2020 efter tre starter uden at have vundet i England. I Brian Wilsons træning vandt hun to gange som 3-årig over 1200 og 1400 meter på Klampenborg, og hun fulgte op med en enkelt sejr over 1300 meter som 4-årig.

Sena ses her vinde som 3-årig under Jacob Johansen. Foto: Burt Seeger.

Sena er ud af den vindende Clodovil-hoppe Vallado, der selv er søster til fem vindere, og tredjemoderen er den gode Cherry Hinton Stakes (Gr.2)-vinder Torgau (Zieten), der også blev anden i Cheveley Park Stakes (Gr.1) og Moyglare Stud Stakes (Gr.1).

Sena er booket ind hos Juniper Tree igen i år”, afslører Maria Westman.


Cira Amelung og Peter Knudsens hingstføl efter Al Shemali (Medicean). Foto: Stine Julø.

Fem dage senere, den 26. februar, nedkom Cira Amelung og Peter Knudsens 7-årige Paris Pearl (Center Divider) med sit andet føl.

“En stor og langbenet hingst efter Al Shemali“, beretter Stine Julø.

Paris Pearl vandt HM Dronningens Ærespræmie over 2400 meter på Klampenborg i sin sidste karrierestart, og hun blev til sin debut i stutteriet i 2020 sendt til den nu afdøde tyske avlshingst Lord Of England (Dashing Blade), som bl.a. også er far til Derbyvinderen Queen Rouge.

Resultatet af bedækningen blev den nu 2-årige hoppe Dashing Pearl, der er gået i træning hos Tina Mortensen.

Paris Pearl er ud af Front Pearl og halvsøster til klassisk placerede Top Pearl samt de øvrige vindere Red Bob, Redford, Rose Pearl, Rosy Red og Sunday Pearl.

Det nyankomne hingstføl stammer dermed fra en klassisk dansk familie igennem tredjemoderen Rødtop, som var skandinavisk 2-årschampion tilbage i 1969.

Rødtop var helsøster til Diana-vinderen Rødstrømpe og St. Leger-vinderen Rødhud, og så var hun udover Paris Pearls mormor, Frontline, også mor til den danske og svenske Derbyvinder Chinatown.

Paris Pearl ved sejren foran French Warrior i HM Dronningens Ærespræmie 2019. Foto: Burt Seeger.
Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top