fbpx

Føltid: Både mor og mormor er Oaks-vindere

Valentines Day på Stutteri Hjortebo bød på et smukt hoppeføl, som allerede ved fødslen bærer et tungt ansvar på sine skuldre. Både hendes mor og mormor er nemlig Oaks-vindere, og moderlinjens ankomst til Danmark strækker sig mere end 25 år tilbage i tiden.


Silverstone med sit hoppeføl efter Appel Au Maitre. Foto: Stutteri Hjortebo.

Det er nemlig familien Baagøe Schous 8-årige Silverstone (Pistachio), der den 14. februar nedkom med sit livs andet føl – og den første hoppe – på Hjortebo.

“En fuks hoppe efter Appel Au Maitre“, fortæller Iben Hjorth Buskop til GalopSport.

Silverstone var i størstedelen af sin løbskarriere i træning hos Bent Olsen, for hvem hun som 2-årig vandt Vinterfavoritternes Ærespræmie og som 3-årig fulgte op med sejre i både Dansk Oaks og Norsk Oaks, samt en tredjeplads i Dansk Derby bag Queen Rouge (Lord Of England) og Good Fella (Appel Au Maitre).

Som 4-årig vandt hun Sceptre Stakes på Klampenborg og var anden i både Stockholm Fillies & Mares Stakes (L) på Bro Park og i Fam. Nagell-Erichsens Hoppeløp på Øvrevoll. Hun opnåede som bedst et handicap på 85.

Silverstone og Elione Chaves ved sejren i Sceptre Stakes. Foto: Burt Seeger.

Også Silverstones mor, Loquita (Final Appearance), smagte Oaks-sejrens sødme tilbage i 2010, i en sæson hvor hun ligeledes var anden bag Attention Please (Flyinfact) i Breeders’ Prize Classic.

Loquita var opdrættet på Stutteri Hjortebo, men overgik efter endt løbskarriere i Bechmann Racings varetægt, hvor hun udover Silverstone producerede storløbsvinderen Hongkong Paradigm (Pistachio), klassisk placerede Laban, sidste års Vinterfavorit-2’er Soft Gallery og de øvrige vindere Cloud Walker, Dark And Stormy og Bull’s Eye – alle efter Pistachio.

Selv er Loquita ud af den franske hoppe Cote (Sicyos), som Stutteri Hjortebo importerede til Danmark fra Arqana i december 1997. Hun var i fol ved Grand Prix de Paris (Gr.1)-vinderen Homme de Loi (Law Society) og folede i 1998 hoppen Lady Quantas, som startede tre gange uden at vinde.

To Oaks-vindere: Herover ses Loquita i 2016 sammen med sin datter Silverstone – som senere blev helt hvid og på vejen dertil både vandt både Dansk og Norsk Oaks.

Til gengæld vandt hvert eneste af Cotes øvrige afkom i Skandinavien, og de talte udover Loquita den danske Breeders’ Cup-vinder Premier Cru (Cajun Cadet), Derby-2’eren Le Chef (Final Appearance), 2000 Guineas-2’eren Pro Hunter (Academy Award), Breeders’ Prize Classic-2’eren Le Roi (Academy Award), Breeders’ Trophy Juvenile-3’eren Bon Appetit (Final Appearance) samt tre yderligere vindere.

Ud af samtlige Cotes prægtige afkom på Stutteri Hjortebo, var der blot tre hopper, og af disse fik kun den danske Oaks-vinder Loquita en videre karriere i avlen.

Heldigvis formåede Final Appearance-datteren at holde linjen i live, og hun har nu selv to aktive, storløbsvindende døtre i stutteriet. BS Racings Silverstone på Stutteri Hjortebo og den tredobbelte storløbsvinder Hongkong Paradigm hos Berner Olsen i Ringsted.

Hongkong Paradigm besejrer All Or Nothing i Special / Kahyl Skandinavisk Opdrætningsløb. Foto: Burt Seeger.
Silverstones helsøster Hongkong Paradigm besejrede som 2-årig den senere 2000 Guineas-vinder All Or Nothing i Skandinavisk Opdrætningsløb. Foto: Burt Seeger.

Sidstnævnte blev i 2022 mor for første gang til en hoppe efter Al Shemali (Medicean), og hun blev på Scandinavian Open Yearling Sale i fjor solgt til Ole Torkdahl og er gået i træning hos Lea Olsen, som også træner Loquitas store klassiske håb for 2024, Soft Gallery.

Tillægshistorien hér er, at den daværende hoppeåring blev den første til at blive solgt online over internettet på Scandinavian Open Yearling Sale, og Ole Torkdahl valgte derfor at navngive hesten Online Torkdahl.

På Stutteri Hjortebo nedkom Silverstone i fjor med et hingstføl efter Appel Au Maitre, så der er heldigvis fortsat masser at se frem imod fra den klassisk producerende moderlinje.

Familien Baagøe Schous hoppeføl efter Appel Au Maitre kom til verden på Valentines Day den 14. februar. Foto: Stutteri Hjortebo.
Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top