fbpx

Dancing Steel overraskede favoritterne i Norsk Oaks

Det blev hverken Derby-vinderen Negra Del Oro eller den dobbelte klassisk vinder Hot Fudge, der tirsdag aften kunne krones som vinder af Norsk Oaks på Øvrevoll i Oslo.


Sejren gik nemlig i stedet til Michael Kahn-trænede Dancing Steel, som med Nicholas Cordrey på ryggen udnyttede sin enorme speed og let med halvanden længde besejrede Negra Del Oro/Lennart Hammer, der med hals kunne henvise Hot Fudge/Fernando Diaz til tredjepladsen før danske Mrs Moneybags/Manuel Santos og Dancing Steels staldveninde Daedal/Dina Danekilde.

Michael Kahn var selv på ferie ved Middelhavet og dermed ikke på plads til at modtage Stall Steel og Stall Thosøs brune Danetime-datter, der gjorde sin blot fjerde start i år og vandt sin anden sejr. Hoppen var en aktiv 2-årig i fjor, hvor det blev til tre sejre i otte starter, men hun blev kampagneret i vintermånederne og fik herefter en velfortjent pause, der også gjorde at hun ankom til Norsk Oaks som den mest friske af deltagerne.

Der var 125.000 kroner i førstepræmie til Dancing Steel.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top