fbpx

14 skal gøre op om Svenskt Derby 2021

Mandagens starterklæring til Derbydagen på Jägersro den 18. juli bød på 14 kandidater til det altoverskyggende opgør over 2400 meter og med 2.490.000 svenske kronor i samlet præmiesum.


No Short Cuts vinder Svenskt Derby Trial under Andreas Tapia Dalbark. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Den store forhåndsfavorit, No Short Cuts (Will Take Charge), fik startspor midt i feltet som nummer syv.

Den brune hingst, der senest vandt Svenskt Derby Trial med 12 længders afstand til Suspicious Boy (Appel Au Maitre), skal forsøge at blive Wido Neuroths 13. svenske Derbyvinder, den femte for Stall Perlen og nummer to for jockey Jan-Erik Neuroth.

Jan-Erik Neuroth overtager altså tøjlerne fra No Short Cuts’ makker fra de tre seneste sejre, Andreas Tapia Dalbark, som til gengæld har fået ridtet på Stall Perlen og Wido Neuroths anden Derbydeltager, Lot Of Joy (Camelot).


Gense Svenskt Derby Trial:


Voter-vinderen Wolfof Vancouver er én af fem svenske Derby-deltagere fra championtræner Lennart J:r Reuterskiöld. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Lennart J:r Reuterskiöld, som er på jagt efter sin fjerde svenske Derbyvinder i kølvandet på Hurricane Red (Hurricane Run), Duke Of Burden (Footstepsinthesand) og Dorcia (Henrythenavigator), starter ikke mindre end fem heste.

Voter-vinderen Wolfof Vancouver (Speightstown), der repræsenterer sidste års Derbyvindende ejere The JC Organization, springer af fra spor fem under Jacob Johansen, og lige mellem Wolfof Vancouver og No Short Cuts starter Bro Park Trial-vinderen Hey Brother (Hallucinate).

Ved siden af No Short Cuts står Juniors tredje deltager Crystal Keys (Appel Au Maitre), mens War Hawk (Appel Au Maitre) og Chatarina (Lawman) har fået spor 11 og 12.


Gense Voterlöpning:


Per-Anders Gråberg og Palm Springs. Foto: Burt Seeger.

Nina Lensviks duo Palm Springs (Juniper Tree) og Suspicious Boy springer af fra spor ni og 14.

Inderst finder vi Rikke Rohbach Bondes Stroxx Carlras (Footstepsinthesand) med Francisco Castros Voter-2’er Pusjkin (Muhaarar) lige udvendigt for sig.

Spor tre og fire udgøres af Cathrine Erichsens Captain Chorus (Paco Boy) og Patrick Wahls Falkor (Barocci), og endelig er Susanne Berneklint og Hästgruppen i Lund repræsenteret af Dominic (Footstepsinthesand), der starter fra spor 13.

Tre ryttere har fået chancen for at blive historiens første kvindelige svenske Derbyvinder – Nora Hagelund-Holm på Captain Chorus, Ulrika Holmquist på Dominic og Cornelia Hartsmar på Suspicious Boy.

Svenskt Derby rides som søndagens niende løb med forventet start kl. 17:12.


Nocentsinkentucky og Valmir De Azeredo vandt Jägersro Sprint (L) i maj – på søndag gælder det første møde med Duca Di Como. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

Derbydagen byder desuden på sprinternes Zawawi Cup (L), hvor en forrygende duel mellem Fredrik Reuterskiölds Nocentsinkentucky (Goldencents) og Cathrine Erichsens Duca Di Como (Clodovil) kan blive ét af de mindeværdige øjeblikke.

Også storløb som Derby Day Summer Cup, ITM Derby Day Sprint, Malmö Stads Pris og hoppernes Margareta Wettermarks Minneslöpning danner ramme om Derbydagen.


Opløbet mellem Nouvelle Lune og Queen Rouge i sidste års udgave af Margareta Wettermarks Minneslöpning. Foto: Stefan Olsson / Svensk Galopp.

I sidstnævnte opgør mødes tophopperne Queen Rouge (Lord Of England) og Nouvelle Lune (Sea The Moon) i lidt af et revancheopgør fra i fjor, hvor Nouvelle Lune skar målstregen først, men siden blev deklasseret til andenpladsen for at have generet Queen Rouge i opløbet.


Sveriges Derbydag på Jägersro indledes kl. 13:00 – se den foreløbige startliste herunder:


Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top