På lørdag afholdes årets største løbsdag i Odense, med Stark Fyensløbet som hovedbegivenhed. 10 deltagere blev mandag starterklæret til opgøret – heriblandt sidste års danske Oaks-vinder Lady Macallan og det enlige hjemmehåb Pinerolo.

Der bliver deltagelse af heste fra både Odense, Aalborg, Aarhus, Klampenborg og Øvrevoll i Stark Fyensløbet.
Topvægten i opgøret bæres af Lea Olsen-trænede Giovanni Torkdahl (Lope De Vega), som dog får to kilos lettelse under lærling Lorenzo Putzulu.
Giovanni Torkdahl bærer et enkelt kilo mere end Rikke Bondes Lady Macallan (Al Shemali) og Stine Schäfings Pinerolo (Pistachio).
I Scandinavian Open Yearling Sale Fyns 3-års Cup over 1650 meter kommer Lea Olsen-trænede Sov Gott (Appel Au Maitre) ud med topvægten 65 kilo, og også hun rides af Lorenzo Putzulu.
Sov Gott, som i lørdags var anden i Dansk Oaks på en længdes afstand af Happy Legend (Rock Of Gibraltar), møder bl.a. lokale Good Riddance (Al Shemali), som har vundet halvdelen af sin karrieres første fire starter.
Der er otte løb på lørdagens program, startende med Restaurant Bondestuens Ærespræmie kl. 13.
V5-spillet indledes ved 2. løb kl. 13:25, og V4 begynder ved 4. løb kl. 14:15.

























