fbpx

Wassim var overbevisende igen

Karin Sallings 2-årige brune vallak Wassim leverede endnu en strålende indsats i sit livs anden start på Øvrevoll. Den 2-årige søn af Zarak havde ingen problemer med at give vægt til samtlige konkurrenter, og med topvægten 60 kilo vandt han overbevisende i hænderne på Carlos Lopez.



Niels Petersen-trænede Wassim sejrede i sin debut den 25. juli let med to længder foran Abigale (Rumble Inthejungle) og Lady Denali (Sporting Chance).

Begge disse konkurrenter var med igen, og denne gang på to kilos bedre betingelser, men alligevel var der intet at stille op mod storfavoritten, som i stedet kunne henvise Cathrine Erichsens debuterende Big Chance (Sporting Chance) til andenpladsen.

Big Chance, som er halvbror til sidste års danske 2000 Guineas-vinder Bud (Moohaajim), havde selv adskillige længder ned til føromtalte Lady Denali og Abigale på de næste pladser.

Wassim er nu ubesejret efter to starter og har indløbet små 82.000 norske kroner til Karin Salling.

Han er også blandt 17 tilbagestående navne i Skandinavisk Mesterskap for 2-åringer, som rides over 1370 meter på Øvrevolls Derbydag, og kommer han til start her, bliver det uden tvivl som én af dagens største favoritter.

Senere på sæsonen står Wassim meldt i både Dansk Kriterium og Vinterfavoritternes Ærespræmie på Klampenborg.

Wassim tog sin anden sejr i lige så mange starter på Øvrevoll. Foto: Roger Svalsrød / Hesteguiden.com.

Wassim er opdrættet i Danmark på Stutteri Hjortebo, og hans mor, Herminia (Hernando), blev købt i fol ved Zarak for blot €10,000 af Morten Buskop Bloodstock på Arqana i 2021, hvor hun allerede i forvejen havde produceret de to franske vindere Aimara (Makfi) og Thesee (Acclamation).

Selv er Herminia helsøster til Prix Daphnis (Gr.3)-vinderen og avlshingst Indian Daffodil og halvsøster til både Prix Quincey (Gr.3)-vinderen Devious Indian (Dr Devious) og Prix de Lutece (Gr.3)-vinderen Etendard Indien (Selkirk).

Wassims andenmor, Danseuse Indienne (Danehill), er en ustartet helsøster til Prix Ganay (Gr.1)-vinderen og avlshingsten Indian Danehill og til Prix La Rochette (Gr.3)-vinderen Indian Jones.

Moderlinjen tæller desuden navne som de Gruppe-1-vindende avlshingste Antheus og Poliglote.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top