Itoldyouso sikker vinder af Grand Cup

Katya Bøtchers egenopdrættede Itoldyouso trodsede topvægten 66 kilo, da han i sin sæsondebut strøg til en overbevisende sejr under Nicolaj Stott. Go Go Gadget-sønnen slog med lidt over en længde Spinoza i det 2000 meter lange Grand Cup i Aarhus.



Birgitte Nielsens 7-årige Itoldyouso startede for blot 13. gang i karrieren og vandt sin sjette sejr til en værdi af 25.000 kroner. Han sæsondebuterede fra et handicap på 84, og Nicolaj Stott havde samtlige meter af distancen styr på begivenhedernes gang.

Udvendigt fra skød Giovanni Torkdahl (Lope De Vega) hastigt frem fra start under Cristian Adrian Montoya, og da Nicolaj Stott satte tempoet op under Itoldyouso på bagsiden, forsvarede Giovanni Torkdahl sig i første omgang fint, men han kom siden under hårdt pres og sluttede løbet på femtepladsen.

I stedet var det mod afslutningen Torben Christensen-trænede Spinoza (Juniper Tree), der med Angel Alekov Yulianov viste sig som den største udfordrer, og parret tog andenpladsen med yderligere en længdes afstand til indvendige Pinerolo (Pistachio). Siden fulgte Garcon (Appel Au Maitre) på fjerdepladsen.


Flemming Poulsen og Rafael de Oliveira indledte det fem løbs store program i Aarhus med en ganske let sejr til 3-årige Dr T H G (Sottsass), som hér startede for første gang på dansk grund efter han i efteråret blev importeret fra England.

Dr T H G vandt med en halv længde foran længe førende Let’s Go Xander (Juniper Tree), hvorefter der blev halvanden længde til Go Get Excited (Go Go Gadget) efterfulgt af Future Promise (Invincible Spirit) og Philosophy (Baltic Rock).

Dr T H G ejes af Lene Telling Andersen og sejrede i de velkendte lyseblå og hvide farver, som tidligere var registreret i Kristian Andersens navn.


I det efterfølgende Klasse 3 Handicap tog Maikel Narvaez Bravo sin første af to dagssejre, da han for anden gang på stribe var først over stregen med Sabina Gammelgård-trænede Cat’s Gambit (Olympic Glory).

Parret vandt den 25. april under sæsonpremieren i Odense, og nu blev det til en ny triumf. Denne gang foran Tina Mortensens Chadwick (Expert Eye) og Kaj Sørensens Big Hunter (Juniper Tree).

Maikel Narvaez Bravos anden dagssejr blev vundet i bøjlerne på Lea Olsen-trænede Marsk Torkdahl (Make Believe), som i det afsluttende Handicap Klasse 2 besejrede Birgitte Nielsens duo What A Life (Moohaajim) og Stracciatella (Go Go Gadget) med kort hoved.

Hér var førstepræmien 20.000 kroner værd for ejer Ole Torkdahl.


Lorenzo Putzulu, som tidligere på dagen red Chadwick ind på en andenplads efter på uheldigste vis at have mistet bøjlerne på bagsiden, fik oprejsning da han i Handicap Klasse 3 fik presset Stine Schäfings Worres Willy (Wilshire Boulevard) foran Lea Olsens Shining Al Danah (Iffraaj).

Akkurat som Cat’s Gambit kom Worres Willy med en frisk sejr fra sæsonpremieren i Odense, og han bogførte 17.000 kroner i førstepræmie til Stine Schäfing og Martin Jørgensen.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top