Lea Olsen kom lørdag til Klampenborg med fem deltagere klar til årets første klassiske opgør i Skandinavien, Dansk Hesteforsikring Mowerinaløb. Og Lea besatte tre af de fire første pladser i det danske 1000 Guineas, med Thorskovgaard Racings Wiggle Wine som den bedste under Sandro de Paiva.
Go Go Gadget-datteren Wiggle Wine havde ikke tidligere vundet i sit livs fire første starter, men hun havde heller aldrig. været dårligere end tredje, hvilket bl.a. indebar en tredjeplads i Vinterfavoritternes Ærespræmie bag staldveninderne Zarina (Appel Au Maitre) og Sisi (Wentworth).
Efter en tredjeplads i sæsondebuten bag Golden Dreams (Girolamo) og Firstof All (Juniper Tree) hører Wiggle Wine ikke til den mest betroede halvdel af de 13 deltagere i Dansk Hesteforsikring Mowerinaløb, men ikke desto mindre var hun utvivlsomt bedst på dagen, vel understøttet af formstærke Sandro De Paiva.

Ind på opløbsstrækningen så Bent Olsen-trænede First (Moohaajim) ellers ud til at have slået et afgørende hul til sine konkurrenter, men Carlos Lopez var magtesløs i bøjlerne, da Sandro De Paiva og Wiggle Wine kom tordnende forbi udvendigt kort før mål.
First holdt stærkt ved til andenpladsen, og Bent Olsen sørgede dermed for, at han og datteren tilsammen stod for de fire første i mål.
Bag First fulgte nemlig Wiggle Wines to staldveninder Sov Gott og Sisi, mens Rikke Rohbach Bondes Firstof All (Juniper Tree) tog den sidste præmie foran Zarina, der ellers var Lea Olsens mest betroede deltager.

For Lea Olsen var det karrierens anden klassiske sejr i kølvandet på New York Strips triumf i 2022-udgaven af Dansk St. Leger.
For Stutteri Thorskovgaard/Thorskovgaard Racing var det dog den første klassiker, og det samme gælder for stutteriets Derbyvindende avlshingst Go Go Gadget (Areion), som i alt for tidlig en alder mistede livet i det tidlige forår.
Bag Stutteri Thorskovgaard står Lone og Bo Hansen, som igennem mange år har været blandt Danmarks fremtrædende opdrættere, dog uden før nu at have sikret sig en vinder af én af Danmarks fem klassikere.
Nu lykkedes det, og så tilmed både som ejer og opdrætter – og med deres egen avlshingst.

Wiggle Wine er det første afkom ud af Olympic Glory-hoppen Mayphie’s Girl, som grundet en skade blot nåede at starte en enkel gang som 3-årig i 2020. Wiggle Wine blev fremstillet, men købt tilbage, på 2023-udgaven af Scandinavian Open Yearling Sale, og Lone og Bo Hansen valgte selv at sætte hoppen i træning hos Lea Olsen på Jydsk Væddeløbsbane.
Mayphie’s Girl er ud af den dobbelte franske vinder Wake Up (Soldier Of Fortune), som igen er ud af en helsøster til den tyske Gruppe-2-vinder Wild Side (Sternkönig).
Wild Side er bl.a. mor til Park Hill Stakes (Gr.2)-vinderen Wild Coco og mormor til en hingst efter Wootton Bassett (Iffraaj), som forrige år blev solgt for 720,000 euro til M V Magnier i Deauville.

Mayphie’s Girl blev importeret til Sverige fra Irland som åring, men nåede kun at starte en enkelt gang. Allerede dengang var moderlinjen ganske betydelig, ikke mindst i Tyskland, hvor hendes fjerdemor Wild Romance var champion som 2-årig og i avlen bl.a. producerede Gruppe-2-vinderne Wild Side og Win For Us, samt den franske Gruppe-3-vinder White Rose.
Alle tre afkom har siden produceret Gruppe- eller Listed-vindere i avlen.
En fjerde søster, den dobbelte tyske vinder Wild Queen, blev mor til Listed-vinderen og Gruppe-1-placerede Path Wind, som igen er mor til sidste års tyske Derbyvinder Palladium (Gleneagles). Palladium blev i efteråret solgt for 1,4 millioner euro på Arqanas Arc Sale.

Et andet af Wild Queens afkom, den dobbelte vinder Wake Up (Soldier Of Fortune), er bl.a. blevet mor til Listed-vinderen Wicklow, Waterford og Mayphie’s Girl.
Kort inde i 2025 ovennævnte Waterford – Mayphie’s Girls 6-årige halvbror – Wyong Leagues Group $500,000 The Lakes over 1600 meter græs i Australien. Førstepræmien var 1,3 millioner danske kroner værd.
Der er dermed intet at sige til, at Stutteri Thorskovgaard har haft en indædt tro på deres egenopdrættede Wiggle Wine, og på Mayphie’s Girls evner som avlshoppe.
Højst glædeligt for Lone og Bo Hansen blev påståeligheden omsat til en klassisk triumf på denne forårsdag 2025 i Klampenborg.
