På lørdag skal årets første klassiske opgør i Skandinavien, Mowerinaløb, afgøres på Klampenborg. Det danske 1000 Guineas har fået starterklæret 13 hopper over 1600 meter – heriblandt Årets 2-årige Hest 2024, Lea Olsen-trænede Zarina.

Zarina (Appel Au Maitre) får Oliver Wilson i sadlen og er én ud af fem deltagere fra Lea Olsen i Aarhus.
Sidste års vinder af Produce Stakes og Vinterfavoritternes Ærespræmie får nemlig følgeskab af både Sov Gott (Appel Au Maitre), Wiggle Wine (Go Go Gadget), Online Torkdahl (Al Shemali) og Sisi (Wentworth) på transporten fra Jydsk Væddeløbsbane.

Lea far, Bent Olsen, sadler i en trio i form af Patience (Frankel), First (Moohaajim) og Happy Legend (Rock Of Gibraltar), og dertil kommer Jessica Long med duoen Mumbo Jumbo (Moohaajim) og debutanten Faye (New Bay), Rikke Rohbach Bonde med Firstof All (Juniper Tree), Torben Christensen med Zavannah (Havana Gold), og Bettina Andersen med Goddessoffortune (Appel Au Maitre).
Et navn, som desværre mangler på startlisten til 2025-udgaven af Mowerinaløb, er Søren Jensen-trænede I Can Do It (Hurricane Red). Sidste års Auktionsløbsvinder står foran en længere skadespause.
“Hun pådrog sig efter sin sæsondebut en sårskade, som har forårsaget betændelse i ledet. Vi kan ikke gøre andet end at vente, og det kommer til at trække ud i flere måneder”, fortæller I Can Do Its ejer, Beatrice Marsing, til GalopSport.
Lørdagen i Klampenborg byder bl.a. også på Guineas Trial over 1600 meter og Breeders’ Cup Trial over 1800 meter, Forårs Cup over 2400 meter og Henrik Leths Mindeløb over 1200 meter.