Doncaster Breeze Up: Tre handler til Skandinavien

På trods af et stærkt fremmøde med interesser fra både Sverige, Norge og Danmark, betød det stærke Breeze Up-marked i Doncaster, at der kun blev handlet tre gange til Skandinavien – fordelt mellem Bro Park, Jägersro og Aarhus.



De gæstende skandinaviske kunder forsøgte ihærdigt at blande sig i budgivningen undervejs denne solskinsrige engelske torsdag, men med en gennemsnitspris på £84,272 og en median på £37,500 var det ikke nogen nem opgave at opnå hammerslag.

Jägersro-træner Nina Lensvik fik som den første – gennem agent Armando Duerte – købt lot 17, en brun hoppe efter Caravaggio (Scat Daddy) ud af Afleet Alex-datteren Afleet Lisa.

Den amerikanskopdrættede hoppe er halvsøster til tre vindere, og moderen Afleet Lisa er halvsøster til bl.a. den 11-dobbelte Grade-1-vinder Wise Dan (Wiseman’s Ferry) og den dobbelte Grade-2-vinder Succesful Dan (Succesful Appeal).

Caravaggio-datteren er forhåndsanmeldt til Sveriges Derby- og Oaks-serie og kostede £30,000.



Senere nåede turen til Ole Torkdahl, som på sit første besøg i Doncaster selv opnåede hammerslaget på lot 93, mørkebrun irskopdrættet hingst efter Lucky Vega (Lope De Vega) ud af High Chaparral-datteren High Haven, som er helsøster til Gruppe-3-vinderen High Heeled og til Listed-vinderen Bella Estrella.

High Haven er i forvejen mor til den femdobbelte vinder Lightning Jock (Lawman), som også har været Listed-placeret i Tyskland.

Ole Torkdahl købte hoppen for £10,000 efter at hun var gået tilbage i ringen for €55,000 i oktober, og hun går nu i træning hos Lea Olsen på Jydsk Væddeløbsbane.

Også hun er forhåndsanmeldt til Sveriges Derby- og Oaks Serie i 2026.



Mod slutningen af auktionen slog Bro Parks Roy Arne Kvisla til på lot 187.

Denne gang en amerikanskopdrættet søn af Speightstown (Gone West) ud af Medaglia d’Oro-hoppen Show Me The Gold, som blev handlet for £37,000.

Hingsten er første afkom ud af Show Me The Gold, der selv er ud af Canadian Stakes (G2)-vinderen Deceptive Vision (A P Indy) og halvsøster til Grade-2-placerede Ancient Peace (War Front).

Tredjemoderen Eye Of The Sphinx (Smart Strike) var championhoppe i Canada som 3-årig og har i avlen bragt endnu en 3-årschampion i form af Eye Of The Leopard.

Roy Arne Kvislas nyindkøbte hingst er som de to øvrige skandinaviske Breeze Up-heste tilmeldt Sveriges Derbyserie i 2026.

Picture of Filip Zwicky

Filip Zwicky

Stifter / Ansvarshavende redaktør. Mere om forfatteren

Seneste artikler

Scroll to Top